Seoul, 03/06/2025 - 01:43
Sydkoreanere vælger ny præsident efter et halvt års politisk uro
Tirsdag vælger sydkoreanerne ny præsident. Vælgere har i målinger liberal præsidentkandidat som klar favorit.
Pedro Pardo/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
De første sydkoreanske vælgere har afgivet deres stemme ved tirsdagens præsidentvalg i Sydkorea.
Valgstederne åbnede klokken seks tirsdag morgen lokal tid - mandag aften dansk tid.
Valghandlingen forventes at sætte et endeligt punktum for de seks måneders politisk uro, der fulgte den nu afsatte præsident Yoon Suk-yeols beslutning om at erklære militær undtagelsestilstand i landet i december sidste år.
En håndfuld ældre vælgere stod allerede i kø, da deres valgsted åbnede i Munrae-dong. Det er et område, der ligger i Sydkoreas hovedstad, Seoul.
- Vi var de første til at ankomme. Vi håber, at vores kandidat bliver valgt, for præsidentvalget er meget vigtigt, siger 80-årige Yo Bun-dol. Hun afslører, at hendes stemme er gået til det konservative parti PPP.
En tredjedel af de registrerede vælgere i Sydkorea havde dog allerede afgivet deres stemme, inden valgstederne åbnede tirsdag morgen.
Det oplyser landets valgkommission, efter at vælgerne i to dage sidste uge havde mulighed for at afgive deres stemme på forhånd.
Ifølge meningsmålinger, der er foretaget op til valget, er den liberale præsidentkandidat, Lee Jae-myung, vælgernes favorit.
49 procent af de adspurgte vælgere svarede i den seneste måling fra Gallup, at Lee er deres foretrukne kandidat. Han er i målingen markant foran Kim Moon-soo, der i maj blev valgt som kandidat for konservative PPP.
Lee var også den liberale kandidat ved det seneste præsidentvalg i 2022, hvor han tabte snævert til Yoon Suk-yeol fra PPP.
En enstemmig forfatningsdomstol nåede i april frem til, at Yoon skulle afsættes, fordi han den 3. december sidste år indførte en overraskende militær undtagelsestilstand i Sydkorea.
Som konsekvens af Yoons afsættelse blev der udskrevet præsidentvalg i landet.
Flere eksperter i sydkoreanske forhold vurderer, at netop følgerne af undtagelsestilstanden er vælgernes største bekymring.
- Meningsmålinger viser, at valget i høj grad anses som en folkeafstemning om den tidligere regering, siger Kang Joo-hyun, der er professor i statskundskab ved Sookmyung Women's University.
- Det, der er særligt slående, er, at krisen med undtagelsestilstanden og rigsretssagen ikke kun påvirkede de moderate vælgere, men også splittende den konservative vælgerbase, tilføjer professoren.
/ritzau/AFP