København, 27/04/2026 - 13:57
Israel angriber Hizbollah-mål i Bekaa-dalen og det sydlige Libanon
På trods af våbenhvileaftale angriber israelsk militær steder, der sættes i forbindelse med Hizbollah.
Af: /ritzau/
Israels militær har mandag iværksat flere angreb mod mål i Bekaa-dalen, der ligger i det østlige Libanon, og den sydlige del af landet.
Målene sættes i forbindelse med den militante bevægelse Hizbollah.
Det meddeler Israels militær (IDF) ifølge Reuters.
- IDF er begyndt at angribe Hizbollahs infrastruktur i Bekaa-dalen og i områder på tværs af det sydlige Libanon, skriver IDF i en udtalelse.
Offensiven finder sted, selv om Israel og Libanon har indgået en våbenhvileaftale. Aftalen blev forhandlet på plads 16. april med hjælp fra USA og er siden blevet forlænget frem til midten af maj.
Israel og Hizbollah har skiftevis beskyldt hinanden for at overtræde våbenhvilen. På den ene side har Israel flere gange angrebet mål i Libanon, og så sent som søndag blev mindst 14 personer dræbt i israelske angreb.
På den anden side har Hizbollah angrebet israelske styrker i Libanon og byer i det nordlige Israel.
Hizbollah meddelte søndag, at bevægelsen ikke har tænkt sig at stoppe sine angreb på israelske styrker og byer, så længe Israel "overtræder våbenhvilen".
/ritzau/




