Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/03/2023 - 00:41

Thomas Helmig hylder Hugo og får roser for rørende koncert

Tidligt i koncert talte Thomas Helmig om sorg over tabet af sin søn. Senere blev der skruet op for popfest.

Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Popmusikeren Thomas Helmig var lørdag aften tilbage på scenen efter sønnen Hugo Helmigs død i november.

Det skete med en rost koncert i Royal Arena i København, hvor Hugo Helmig blev hyldet og mindet. Det skriver flere medier.

- Jeg vil ikke fortælle jer, hvor meget jeg savner Hugo, og hvor stor en sorg det er for mig og min familie. Det kan ikke beskrives. Men Hugo er her indeni. Han er lyslevende inde i mig, sagde Thomas Helmig under koncerten ifølge Ekstra Bladet.

Herefter spillede han nummeret "Dybt inde i mit hjerte" dedikeret til sønnen, der blev 24 år.

Det var allerede tidligt i koncerten, at den danske popmusiker valgte at tale om sønnens dødsfald.

Også et banner dedikeret til sønnen og et cover af Hugo Helmig-sangen "Wild" var en del af den 58-årige popmusikers optræden.

Men der blev også plads til fest og farver.

B.T. giver koncerten fem ud af seks stjerner, og skriver, at "efter den stemningsfulde intro fik den fuld pedal, som man kender en Thomas Helmig-koncert med masser af hits og fællessang og tilmed et festligt indhop fra Medina".

- Det var en hyldest til livet. Det var en fejring af fællesskabet. Og det var dybt professionelt udført, skriver B.T.-anmelder Kristian Dam Nygaard.

Også Jyllands-Posten hæfter sig ved, at Helmig formåede at skabe festlig stemning trods det sørgelige bagtæppe.

Avisen giver fem ud af seks stjerner til koncerten.

- Showbusiness kan være en barsk omgang. Men showet skal fortsætte, befalede Queen engang. Det råd fulgte den aarhusianske popkonge i de royale rammer, skriver Anders Houmøller Thomsen for Jyllands-Posten.

Se og Hør var til stede ved den over to timer lange koncert og beskriver, at der var flere med "våde øjne" blandt publikum.

Koncerten var en af Thomas Helmigs tre store arenakoncerter i marts og april.

31. marts og 1. april spiller Helmig i Aarhus i Ceres Arena.

/ritzau/

København, 03/10/2023 - 15:26

Bagedystdommer i voldsomt cykelstyrt: Flere knogler er brækket

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Konditor Markus Grigo, der netop nu kan ses som dommer i "Den store bagedyst", tilskriver sin cykelhjelm, at det trods alt ikke gik mere galt, da han styrtede.

Et voldsomt styrt med 45 kilometer i timen på elcykel har kostet bagedystdommeren Markus Grigo tre brækkede ribben og to brud på hoften.

Det oplyser den kendte konditor i en video og et længere skriftligt opslag på Instagram.

- Ja, jeg havde hjelm på, og det reddede mig, for jeg slog mit hoved virkelig hårdt. Så hvis jeg er mærkelig det næste stykke tid, så ved I hvorfor, siger Markus Grigo i en video delt fra hospitalsstuen.

Efter ulykken kom Markus Grigo ind på akutmodtagelsen. Der var mennesker overalt omkring ham, og det virkede voldsomt, beskriver han situationen.

Markus Grigo er blevet skannet, og trods fem brud er ingen af dem heldigvis operationskrævende. Men han skal naturligvis tage den med ro.

- Der er ikke noget med dans og fodbold det næste stykke tid, siger Markus Grigo videre i videoen og fortæller, at han har lidt ondt.

Trods bruddene kunne ulykken være endt langt værre, end den trods alt gjorde.

- Så husk cykelhjelm - og husk bagedysten på lørdag. Tschüss, afslutter den tyskfødte kageconnaisseur sit opslag.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 03/10/2023 - 11:07

Populær vært stopper: Det har været lidt for turbulent

Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Ditte Okman tager sit populære sladderprogram "Det, vi taler om" med sig ud ad døren, når hun siger farvel til B.T.

Ditte Okman er kendt som Danmarks ukronede sladderdronning, når hun uge efter uge sætter sig foran mikrofonen og deler saftige historier fra ugen, der gik, i programmet "Det, vi taler om", som udkommer hos B.T.

Men nu siger den 48-årige podcastvært og klummeskribent stop og vinker farvel til samarbejdet, skriver B.T.

- Det har været rigtigt sjovt - men det har på det seneste også været lidt for turbulent til mit temperament, skriver Ditte Okman på Facebook og fortsætter:

- Fire chefredaktører på to år. Næsten lige så mange strategier ... BT har igen nye ambitioner, og det har jeg altså også.

Gennem de seneste fire år har Ditte Okman haft sin gang på avisen, som overtog hendes program, da det hedengangne Radio24syv lukkede og slukkede.

Ud over det ugentlige program, hvor hun inviterer et panel i studiet til en snak om ugens sladderhistorier, har "Det, vi taler om" også kastet en række livsshows med publikum af sig.

Ditte Okman kan i øjeblikket også ses som vært på DR-programmet "Sladderhistorier", som dykker ned i store sladderfortællinger gennem historien.

Den erfarne radio- og podcastvært går dog ikke tomhændet ud ad døren på B.T. Med sig tager hun nemlig programmet "Det, vi taler om".

Hvad der præcis skal ske med det succesfulde format, må tiden dog vise.

- Det, vi taler om fortsætter! Præcis hvor melder jeg ud, så snart de sidste ting på plads, afslører Ditte Okman på Facebook.

Før man kunne tune ind på Ditte Okmans sladderprogram, kunne man blandt andet støde på hende i spalterne på Se & Hør, hvor hun arbejdede som journalist.

Derudover har hun arbejdet som pressemedarbejder for Venstre og for den israelske sikkerhedstjeneste.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 03/10/2023 - 07:00

FAKTA: Gå på jagt efter malerier

* Flere byer i Danmark har gavlmalerier, som I kan gå på udkig efter.

* Den første by, der begyndte at have gavlmalerier, var Brande i Midtjylland.

* I kan også gå en flot tur gennem Holbæk i Nordvestsjælland, hvor der er gavlmalerier af forskellig karakter.

* Prøv desuden at lave en skattejagt med ungerne, hvor I går rundt og forsøger at finde malerierne og konkurrerer om, hvem der først får øje på dem.

Kilde: Jørgen Hansen, forfatter til en række oplevelsesbøger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 03/10/2023 - 07:00

Kast jer over disse gratis kulturoplevelser i efterårsferien

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der er rig mulighed for at være kulturel i efterårsferien, uanset om I ønsker at blive klogere på vikingerne eller dansk modehistorie.

"Hvad skal vi lave?".

Det er nok et spørgsmål, som du og resten af familien har forsøgt at finde svar på, i takt med at efterårsferien kommer tættere og tættere på.

Der er god mulighed for at udforske diverse kulturoplevelser, og I kan faktisk besøge en hel række, uden at I behøver at hive penge op af lommen.

Det fortæller Jørgen Hansen, der er forfatter til en række oplevelsesbøger, herunder "Gratis oplevelser i Danmark".

1) Lær om vikingerne.

Er I historieinteresserede, kan I besøge museet Kongernes Jelling i Sydjylland, hvor I kan blive klogere på Danmarks royale historie, og hvordan vikingerne levede.

- Jeg tror, at det vil være interessant for mange familier at lære mere om vores kongerække, og så er vikingerne jo altid spændende. Altså hvad var de for nogle? Var de vilde krigere eller relativt fredelige handelsfolk?, siger Jørgen Hansen.

Når I alligevel er i Jelling, kan I også lægge vejen forbi Jellingstenene - de to berømte runesten, der symboliserer den danske overgang fra den hedenske vikingetid til kristendommen.

2) Gå på skattejagt efter kunsttårne.

På den sydlige ø Langeland kan I se det, der bliver kaldt landets længste kunstudstilling i form af kunsttårne, der ligger spredt ud over øen.

- Man har bevaret 12 transformatortårne, som man byggede, da vi fik elektricitet.

- Forskellige kunstnere har udsmykket tårnene indvendigt, og man kan gå på skattejagt og forsøge at finde nogle af de forskellige tårne, og hvad de gemmer på, siger Jørgen Hansen.

Samtidig med at man tager turen fra det ene tårn til det andet, får man også oplevet den langelandske natur på nært hold.

3) Dyk ned i et stykke modehistorie.

Hvis I er i København, og der er modeinteresserede i familien, kan I slå et smut forbi Magasin du Nord Museum.

- Man kan stifte bekendtskab med, hvad vi har købt af tøj og andre ting og sager, som Magasin du Nord solgte, siger Jørgen Hansen.

Museet åbnede for ti år siden, og samlingen består blandt andet af kjoler, porcelæn og malerier.

4) Se Danmarks største sten.

Måske vidste du det ikke. Men på Fyn ligger landets største sten.

Damestenen, som den hedder, befinder sig mellem Svendborg og Nyborg og vejer omkring 1000 ton, forklarer Jørgen Hansen.

- Man kan kravle op på stenen og prøve at se, hvem der klatrer bedst og først når toppen, foreslår han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv