Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bengaluru, 27/05/2026 - 06:38

Indien sender ugandisk kvinde i isolation efter ebola-mistanke

Ifølge kilde har en ugandisk kvinde milde smerter, men er ellers rask. Indien venter på hendes restresultater.

Priyanshu Singh/Reuters

Af: /ritzau/

Indien har sendt en kvinde fra Uganda i isolation i byen Bengaluru på grund af mistanke om smitte med ebola.

Det siger en unavngiven kilde i sundhedsministeriet i Indien onsdag til nyhedsbureauet Reuters.

Hvis det viser sig, at hun er smittet, vil det være Indiens første smittetilfælde siden 2014.

Meldingen kommer dagen efter, at sundhedsminister Jagat Prakash Nadda sagde, at Indien ikke havde registreret nogen tilfælde af sygdommen.

Den ugandiske kvinde er 28 år og oplever milde smerter i kroppen, men er ellers rask, siger den unavngivne kilde.

Myndighederne afventer resultaterne af hendes prøver, lyder det videre.

Kilden udtaler sig ifølge Reuters anonymt, da vedkommende ikke har bemyndigelse til at udtale sig om sagen til medierne.

Indiske medier skriver, at testresultaterne fra kvinden ventes at lande inden for en eller to dage.

Tirsdag sagde sundhedsminister Nadda, at Indien har igangsat screening- og overvågningstiltag i lufthavne og ved andre indrejsepunkter i landet.

Myndighederne har desuden udsendt retningslinjer om blandt andet screening og isolation, lød det.

Indien har allerede tidligere opfordret statsborgere til at undgå ikke-nødvendige rejser til Congo, Uganda og Sydsudan.

Denne uge skulle der i Indiens hovedstad, New Delhi, være blevet afholdt det afrikansk-indiske topmøde India-Africa Forum Summit (IAFS). Det blev dog udskudt.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er 101 personer indtil videre bekræftet smittet med ebola af Bundibugyo-varianten, mens antallet af mistænkte tilfælde er over 900.

WHO har opjusteret risikovurderingen af ebola fra "høj" til "meget høj" i DR Congo.

Ebola blev første gang opdaget i 1976 i DR Congo og menes at have spredt sig fra flagermus.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek