Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 21/12/2023 - 10:52

Kronen på værket: Rasmus Tantholdt og Natasja Crone er blevet gift

TV 2-profilerne Rasmus Tantholdt og Natasja Crone er ikke kun kærester og kolleger. Nu er de også blevet ægtefolk.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Korrespondenten Rasmus Tantholdt kan nu kalde TV 2-værten Natasja Crone for sin kone.

Parret er nemlig blevet gift. Det skete på Aarhus Rådhus 16. december, afslører brudgommen på Facebook.

- Min Natasja kone, jubler Rasmus Tantholdt i opslaget på det sociale medie.

På Instagram har parret delt endnu flere billeder fra den store dag.

- To glade, nygifte typer ønsker alle en glædelig jul, lyder det i brudens opslag.

Den 50-årige korrespondent og den 53-årige tv-vært blev viet af Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, der ligesom gommen er glødende fan af byens fodboldhold AGF.

På bryllupsbillederne har parret også svøbt sig i et fan-halstørklæde.

Natasja Crone og Rasmus Tantholdt blev forlovet i sommer efter syv års forhold.

Her overraskede Rasmus Tantholdt sin Natasja Crone på hendes 53-års fødselsdag i juni og faldt på knæ.

Brylluppet er Rasmus Tantholdts tredje. Han har tidligere været gift med nyhedsvært Caroline Boserup, som han har en teenagesøn med, og med nyhedsvært Cecilie Beck.

Natasja Crone har også et ægteskab bag sig, og fra det har hun to voksne sønner.

Natasja Crone og Rasmus Tantholdt blev kærester i 2016 efter en turbulent begyndelse, fortalte Natasja Crone senere i et interview med Alt for damerne.

De ville begge forholdet, men tanken om den bagage, de hver især kom med, skabte usikkerhed.

- Vi var begge meget i tvivl og skiftedes til at trække følehornene til os. Og når vi gjorde det, følte den anden sig forladt eller i hvert fald svigtet. Det betød, at vi tidligt så nogle grimme sider af hinanden, sagde Natasja Crone i interviewet med magasinet og fortsatte:

- Samtidig havde vi også det her bånd imellem os, der gjorde, at vi ikke rigtig kunne finde ud af at gøre det helt forbi. Så på et eller andet tidspunkt hen over nytåret 2016-2017 besluttede vi os for, at: "Okay, nu må det være nok med det her hvad-nu-hvis", fortalte hun til Alt for damerne.

Og siden har parret været uadskillelige.

/ritzau/

Los Angeles, 15/04/2024 - 04:44

Serie om stenrig og dysfunktionel familie vinder to priser

"Succession" om den dysfunktionelle familie bag et mediedynasti vandt priser ved Writers Guild Awards.

Tv-serien "Succession" vandt søndag to priser ved den årlige prisuddeling Writers Guild Awards.

Det skriver underholdningsmediet Variety.

Priserne uddeles til de bedste manuskriptforfattere bag årets film og tv-serier. Desuden hyldes teater, dokumentar og computerspil.

"Succession", der handler om et mediedynasti og den dysfunktionelle familie bag, vandt priserne for henholdsvis Bedste Dramaserie- og Episode.

"The Bear" vandt prisen for Bedste Komedieserie, mens "Beef" fra Netflix vandt prisen for Bedste Miniserie.

Prisen for Bedste Nye Serie gik til "The Last of Us" på HBO, mens "Last Week Tonight with John Oliver" vandt i kategorien Bedste Talkshow.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/04/2024 - 08:00

FAKTA: Peter Hesse Overgaard

* Peter Hesse Overgaard fylder 70 år til maj.

* Han er uddannet skuespiller fra Team Teatret i Herning.

* Han har været en del af dansk scenekunst siden 80'erne.

* Han fik sin filmdebut og sit gennembrud i filmen "Isfugle", som gav ham en bodilstatuette og en robertpris i 1984.

* Skuespilleren fik endnu en bodilstatuette i 1987. Den blev han belønnet med for sin præstation i "Flamberede hjerter".

* Privat er han gift med skuespiller og dramatiker Hanne Trolle.

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/04/2024 - 08:00

FAKTA: Skærm dig mod pollen i hverdagen

* Luft ud tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvor der er færrest pollen i luften.

* Tør dit tøj indendørs eller i tørretumbleren i stedet for at hænge det udenfor.

* Brug solbriller og eventuelt en kasket for at begrænse mængden af pollen, du får i ansigtet.

* Skyl håret, inden du går i seng om aftenen, så du undgår pollen på hovedpuden.

Kilde: Astma-Allergi Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 14/04/2024 - 08:00

Træt af pollen? Det skal du vide om allergivaccination

Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Forår betyder pollen i luften, men du skal være ekstraordinært hårdt ramt, før det bliver relevant med en vaccination mod din allergi.

Næsen løber, øjnene svier, og du føler dig sløv og træt. Pollenallergi kan være en ret så irriterende forårsbebuder, men hvornår er det relevant for dig at blive decideret vaccineret mod den?

- Vores råd vil altid være, at du taler med din læge. Det er vigtigt, at der bliver udarbejdet en individuel behandlingsplan, lyder det fra Christine Højer Eriksen, der er sundhedsfaglig koordinator i patientforeningen Astma-Allergi Danmark.

- Symptomerne skal drøftes, også i forhold til hvordan de begrænser dig og påvirker din livskvalitet. Og ud fra det træffer lægen en beslutning om den rette behandling, uddyber hun.

Hos forsikringsselskabet Gjensidige melder man om et stigende antal sager og henvendelser om tilskud til allergivaccinationer.

Om der er tale om en generel stigning i antallet af allergivaccinationer, har Charlotte Gotthard Mørtz, der er formand for Dansk Selskab for Allergologi og professor ved Hudafdelingen og Allergicentret på Odense Universitetshospital, ikke nogen fornemmelse af.

- Men der er rigtig mange, der lider af allergi. Det er omkring 30 procent af vores population, der har høfeber eller helårsallergi, fortæller hun.

Hun råder dig, der er pollenallergiker, til at afprøve andre løsninger i samarbejde med din egen læge, inden du overvejer vaccination.

- Hvis du har milde og kortvarige symptomer, kommer det ikke på tale med allergivaccination. Men er der tale om moderate eller svære symptomer, hvor du har behov for fast behandling i længere perioder, kan man overveje det, siger Charlotte Gotthard Mørtz.

Hun peger på, at behandlingen af pollenallergi typisk består af en daglig dosis særlig næsespray med steroid og antihistamintabletter.

- Det er vigtigt, at man tager sin næsesteroid fast gennem pollensæsonen. Det virker ikke, hvis du kun tager det en gang imellem, understreger hun.

Oplever du stadig symptomer på trods af næsespray og antihistaminer, må du igen tage fat i din læge. Her vil du, hvis ikke det allerede er sket, blive grundigt undersøgt med blodprøver og priktest for at finde frem til, hvad det helt præcist er for pollen, du reagerer på.

Kommer vaccination herefter på tale, skal du indstille dig på, at processen bliver en lang en af slagsen.

- Behandlingen kræver, at man er vedholdende som patient, fordi den foregår over tre til fem år, hvor du hver sjette uge får en injektion. Man kan også få pillebehandlinger, hvor man skal huske at tage en pille hver dag i tre år, fortæller Charlotte Gotthard Mørtz.

Samtidig skal du gøre dig det klart, at du ikke kan regne med at blive totalt symptomfri, når behandlingen slutter.

- Men de fleste er rigtig glade for behandlingen og får en markant bedre livskvalitet. Desuden kan udvikling af astma forebygges, siger professoren og fortsætter:

- Man må dog ikke tænke, at man aldrig kommer til at mærke noget til sin høfeber igen. Man vil stadig kunne opleve milde symptomer.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek