København, 27/05/2024 - 20:30
Ida Karstoft melder fra til Diamond League-stævner og EM
Et forværret problem med akillessenen får Ida Karstoft til at droppe EM og de kommende Diamond League-stævner.
Kai Pfaffenbach/Reuters
Af: /ritzau/
Det danske atletikhåb Ida Karstoft kommer ikke til at forsvare sin bronze på 200 meter, når Rom fra 7. juni er vært for EM.
Den 28-årige sprinter meddeler således på Instagram, at hun dropper både EM og de kommende Diamond League-stævner for at blive helt klar til OL.
- Det er med stor beklagelse, at jeg meddeler, at jeg ikke stiller op i de kommende Diamond League-stævner eller EM på grund af en forværring i min akillessene.
- Det er meget tungt lige nu, eftersom jeg havde store drømme for EM, men jeg ved, at det desværre er den rigtige beslutning. OL er uden tvivl målet i år, og jeg vil gøre alt for at optimere mine chancer for at kunne gøre mit bedste til legene.
- Derfor tager jeg et par skridt tilbage og har forhåbentlig nok tid og point til at komme til OL senere på sæsonen, skriver Karstoft.
Den tidligere fodboldspiller bragede igennem i 2022, hvor hun barberede mere et halvt sekund af Dorthe Wolfsbergs 39 år gamle rekord på 200 meter ved at løbe i tiden 22,81 sekunder.
Siden er den rekord forbedret flere gange, og Karstoft vandt i 2022 både et Diamond League-stævne i Oslo og hentede en historisk bronzemedalje ved EM i München.
Med den blev Karstoft den første og eneste danske kvinde til at hente en EM-medalje på 100 eller 200 meter.
Det meste af 2023 blev spoleret af fysiske problemer, men i marts i år vendte hun tilbage, klarede EM-kravet i første hug og forbedrede i april sin danske rekord til 22,60 ved et stævne i USA.
Det var blot tre hundreddele fra at klare OL-kravet, men den flotte tid kan stadig vise sig at være god nok til at sikre hende en billet til legene i Paris, som for atletikkens vedkommende starter 1. august.
/ritzau/