Kabul, 10/06/2026 - 05:36
Afghansk talsperson melder 13 dræbt i angreb fra Pakistan
Ifølge talsmand for talibanregeringen i Afghanistan er flere døde efter angreb mod østlige provinser i landet.
Af: /ritzau/
Afghanistan siger onsdag, at Pakistan har udført luftangreb mod landet, som har kostet 13 personer livet og såret 14 andre.
Det skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af meldinger fra Zabihullah Mujahid, som er talsmand for talibanregeringen.
Ifølge Mujahid var angrebene rettet mod de afghanske provinser Khost, Kunar og Paktika.
De ligger alle østligt i Afghanistan nær landets grænse til Pakistan.
Talsmanden siger, at 11 børn, en kvinde og en ældre mand har mistet livet.
Pakistan har ikke umiddelbart kommenteret det, skriver AP.
Også nyhedsbureauet AFP bringer tidligt torsdag meldinger om angreb.
Hverken Pakistans militær eller premierministerkontor er umiddelbart vendt tilbage på AFP's henvendelser om sagen.
Nyhedsbureauet skriver på baggrund af meldinger fra embedsmænd i den afghanske regering og indbyggere i provinserne, at mindst 12 personer har mistet livet.
Til nyhedsbureauet siger en embedsmand i Khost, som udtaler sig på betingelse af anonymitet, at blandt andet et hus i provinsens distrikt Spera blev ramt, hvilket ifølge kilden kostede ni personer livet og sårede ti andre.
/ritzau/




