Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

10/11/2024 - 10:00

Bid ikke i klementinen: Sprøjtegifte gemmer sig i skrællen

Med gode hygiejnevaner kan du minimere mængden af pesticidrester, du får indenbords, når du spiser klementiner.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Julen er klementinernes tid, men de små, orange citrusfrugter rummer mere end deres syrlige sødme.

Ligesom andre citrusfrugter kan de konventionelle af slagsen indeholde rester fra pesticider, altså sprøjtegifte.

I en stikprøve fra første kvartal af 2024 fandt Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet rester fra pesticider i ni ud af ni prøver af konventionelle klementiner. Ingen af dem overskred dog grænseværdien.

Pesticidresterne sidder især i skrællen, og selv om der ikke er tale om skadelige mængder, så kan du tage dig nogle forholdsregler for at minimere, hvor meget pesticid du får indenbords.

- Bid ikke i skrællen for at få den til at åbne sig. Når du gør det, får du faktisk pesticid ind i munden, og det er ikke farligt, men hvis du gerne vil holde dit pesticidindtag nede, bør du lade være med det, siger Annette Grossmann, der er specialkonsulent i Kemi og Fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.

Derudover anbefaler hun, at du vasker dine hænder, straks efter du har skrællet klementinen, og inden du spiser den.

På den måde sikrer du, at du ikke har pesticidrester siddende på fingrene og under neglene.

Selve klementinen rådes du ligeledes til give en tur under vandhanen før pilning.

- Jeg vasker altid frugt, inden jeg spiser det. Du kan ikke vaske pesticidresterne af, men du kan vaske skidt og bakterier af, der kan være kommet på under håndteringen af frugten, inden du købte den, lyder det fra Annette Grossmann.

Hun understreger, at du som forælder ikke skal være bange for at lade dine børn pille konventionelle klementiner.

De såkaldte maksimalgrænseværdier for pesticidrester i frugt er nemlig fastsat, så de også er dækkende for børn.

- Men mange forældre vil gerne have, at deres børn slet ikke indtager pesticider. Og ønsker man det, anbefaler vi, at man holder sig til de økologiske klementiner, siger Annette Grossmann.

Samme råd gælder, hvis du bruger skrællen fra klementinerne i madlavningen, pointerer hun.

- Hvis man for eksempel laver en citrusmarmelade, vil man helst ikke have pesticidrester i, så her er det en god idé at bruge de økologiske klementiner eller appelsiner.

Selv om økologiske citrusfrugter ikke er sprøjtet med pesticider, anbefaler Fødevarestyrelsen, at du også vasker dem, da der godt kan sidde bakterier og virus på dem.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek