Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/03/2026 - 14:59

Demonstranter er mødt talrigt op til Folkets Klimamarch

Mange demonstranter er mødt op på Christiansborg Slotsplads i København for at deltage i Folkets Klimamarch.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Folkets Klimamarch er netop begyndt på Christiansborg Slotsplads i København, hvor mange er samlet for at demonstrere for en grønnere politisk dagsorden.

Demonstrationen finder sted i anledning af folketingsvalget på tirsdag.

Den Grønne Ungdomsbevægelse demonstrerer for et sundere fødevaresystem og en retfærdig global klimapolitik.

Ruten for demonstrationen er omkring to kilometer lang og går blandt andet forbi Klimaministeriet og Trepartsministeriet.

- Kernebudskaberne er, at vi skal have en regering, der holder fast i den grønne politik. Og en regering som overholder sin egen klimalov, siger Thea Ross Korsholm, som er medarrangør af Folkets Klimabevægelse.

Hun fortæller, at de har forventet mange deltagere til demonstrationen.

- Vi håber jo på, at det kan give et signal til politikerne om, at vi står ved og stadig bekymrer os. For vi mener stadig, at der ikke bliver gjort nok.

Til demonstrationen er blandt andre Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, og partifællen Rosa Lund.

Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, og De Radikales, Martin Lidegaard, deltager også i demonstrationen.

Voxmeter har lavet en undersøgelse om de vigtigste politiske emner under dette års valgkamp. 1002 personer er spurgt i perioden 14. til 19. marts.

Her ligger emnet klima og miljø i top.

39,7 procent svarer, at det er det vigtigste område, som politikerne skal tage sig af.

På andenpladsen er sundhed, som 20 procent mener, er det vigtigste emne.

- Man kan sige, at der bliver diskuteret grøn politik, men det er mere landbrugspolitik og miljø i vores eget område.

- Det, som er blevet udlagt fra mange partier, er, at der skal skæres ned på svineproduktionen. Det har jo en implicit klimafordel i, at landbruget kommer til at udlede mindre CO2, men klimaet i sig selv har ikke været et emne, siger Thea Ross Korsholm.

Demonstrationen er begyndt med en velkomsttale af Rune Lykkeberg, som er chefredaktør på Dagbladet Information.

Herefter vil der blive afholdt taler af Mogens Lykketoft, Jessica Petersen og Lea Korsgaard.

Folkets Klimamarch afsluttes igen på Christiansborg Slotsplads, hvor Greta Thunberg skal afholde en tale.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek