Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

26/07/2024 - 10:00

Kickstart din økonomi efter en dyr sommer

Brug august til at danne dig et overblik over, hvor mange penge du fik brugt på sommerferien, og læg en plan for at bygge opsparingen op på ny.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Dine bankkonti kan meget vel se lidt skrabede ud efter en sommer med masser af vaffelis, kolde øl og måske en rejse til sydens sol med hele familien.

Når kalenderen rammer august, og hverdagen melder sin ankomst, er det derfor oplagt at få kigget pengesagerne godt igennem, siger Bettina Brask, der er formueøkonom hos Jyske Bank.

- For mange er det rigtig godt lige at få et overblik over, hvad ferien har kostet, siger hun og fortsætter:

- Måske har du brugt mere på ferien, end du havde tænkt hjemmefra, og så har du måske ikke lyst til at tjekke dine konti, men det er bedst at tjekke det med det samme.

Er der tale om et stort overforbrug, anbefaler Bettina Brask, at du sætter dig ned og lægger en plan for, hvordan du indhenter det. Samtidig kan det være en anledning til at lave en plan for næste års ferie, så du ikke havner i samme situation igen.

- Læg et feriebudget, og begynd allerede nu opsparingen til næste års ferie, så du med sikkerhed ved, at du har penge til at holde den ferie, du har lyst til, lyder rådet fra formueøkonomen.

Også Nicolaj Christensen, der er finansiel rådgiver og indehaver af firmaet Pengerådgivning, opfordrer dig til at sætte tid af i august til at kickstarte dine opsparingskonti.

- Det gør du ved at lave de klassiske øvelser, hvor du gennemgår alle dine poster for at se, om noget kan undværes, og dernæst sørger for, at du fremover får overført penge til opsparingen i starten af hver måned, når du får løn, siger Nicolaj Christensen.

Mens du er i gang, kan du med fordel opdatere dit budget, hvis du har sådan et. Har du ikke et, er det et godt tidspunkt at få det lavet, tilføjer han.

Er du boligejer med et realkreditlån, kan der derudover være kroner at spare ved at undersøge, om du kan få en lavere rente på lånet.

- Det er et oplagt tidspunkt at have fokus på, om du har det rigtige lån, siger Nicolaj Christensen og fortsætter:

- Vi har et faldende rentemarked, og det betyder, at hvis du er en af dem, der har en fast rente på et højt niveau, så kan der være penge at hente nu ved at få en billigere rente.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek