København, 27/06/2025 - 19:14
Amerikanske aktier når rekordhøjt niveau trods globale spændinger
Amerikanske aktier leverer "imponerende comeback" efter heftigt fald i foråret, lyder det fra aktiechef.
Jeenah Moon/Reuters
Af: /ritzau/
De amerikanske aktier har fredag nået det højeste niveau nogensinde med det amerikanske aktieindeks S&P 500.
Fredag lå indekset således på 6150 point ved åbningen.
Den hidtidige rekord fra 19. februar lød på 6144. Dengang var indekset i løbet af dagen oppe på 6147.
Børsen er tidligt fredag aften dansk tid stadig åben i USA og dermed er det endnu uvist, om indekset også lukker i rekordniveau klokken 22.00 dansk tid.
Aktierne klarer sig godt for tiden trods uroligheder i Mellemøsten og Donald Trumps toldsnak.
Indekset, der består af 500 store amerikanske virksomheder - herunder Apple, Microsoft, Alphabet og Amazon - fik i april under præsident Donald Trump sin værste start på en præsidentperiode siden 1974.
Men nu ser roen ud til at have ramt aktiemarkedet.
- Det er et imponerende comeback, som vi har set amerikanske aktier levere de seneste måneder, siger aktiechef i Sampension Philip Jagd.
- I kølvandet på Trumps "Liberation Day" i starten af april dykkede de markant, og på et tidspunkt var aktierne nede med 15 procent for året. Men siden da har pilen i den grad peget op for de amerikanske aktier, som nu har nået nye højder.
/ritzau/