Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 30/01/2026 - 21:59

Kina foreslår lavere told på mejeriprodukter fra EU end ventet

Kinas trusler om øget told på mejeriprodukter ses af mange i Europa som gengældelse for told på elbiler.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kina har skruet ned for sin trussel om øget told på mejeriprodukter fra EU.

Det er kommet frem, efter at Kina har færdiggjort sin undersøgelse af, hvor omfattende en statsstøtte de europæiske mejeriproducenter modtager.

En undersøgelse, som af mange betragtes som gengældelse for EU's told på elbiler fra Kina.

Den asiatiske stormagt foreslår i kommunikation til EU at lægge yderligere told på op til 11,7 procent på europæiske mejeriprodukter.

Det oplyser brancheorganisationerne European Dairy Association og Eucolait til nyhedsbureauet Reuters.

Kina meldte i december ud, at der foreløbigt skulle lægges op til 42,7 procent told på mejeriprodukter fra EU.

Nu ser det altså ud til, at der bliver skruet ned.

Kinas undersøgelse af den europæiske mejeribranche blev indledt i august 2024. Den har haft til formål at finde ud af, om EU's landbrugsstøtte og andre økonomiske ordninger skævvrider konkurrencen og skader de kinesiske producenter.

Det er tilfældet, lød den foreløbige vurdering i december fra de kinesiske myndigheder.

Hvor stor tolden vil være på de enkelte produkter vil svinge, lægger Kina op til. Det fremgår af en toldliste, som mediet Euractiv har set.

Produkter fra de fleste omfattede virksomheder vil blive pålagt 11,7 procent told. Men over 50 selskaber vil blive mødt af en lavere sats på 9,5 procent.

Blandt dem er danske Arla, skriver Euractiv.

Det gælder også for giganten Lactalis fra Frankrig, som sælger ost under mærker som Galbani og Président.

Italienske Zanetti, som blandt andet sælger parmesanost, er på listen med told på 9,5 procent.

På det sociale medie X bliver Kinas bud på højere told modtaget med ærgrelse fra Copa-Cogeca, som repræsenterer europæiske landmænd.

- Endnu en gang bliver landmænd og deres konkurrencedygtige produkter, som har høj kvalitet, fanget i en større strid om handel.

- Vi opfordrer til, at der findes en diplomatisk og konstruktiv løsning, som ikke yderligere skader vores producenter, som i forvejen står i en svær situation på markedet, skriver organisationen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek