Kyiv, 06/09/2026 - 12:26
Amerikanske udsendinge er ankommet til Kyiv i tog
Lørdag mødtes Jared Kushner og Steve Witkoff med Ruslands præsident. Søndag er de to ankommet til Ukraine.
Alina Smutko/Reuters
Af: /ritzau/
De amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner er søndag eftermiddag ankommet til Ukraines hovedstad, Kyiv, med tog.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Lørdag havde de to udsendinge et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Moskva.
Witkoff og Kushner besøger de to lande i et forsøg på at finde en løsning på krigen mellem landene.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger inden mødet, at Ukraine ønsker, at krigen skal slutte, men at landet har behov for sikkerhedsgarantier.
Efter lørdagens møde med Putin sagde Jurij Usjakov, der er rådgiver for den russiske præsident, at der havde været brugbare samtaler på mødet.
- De udtrykte ikke kun deres typiske interesse for et hurtigt stop for konflikten, men kom med flere idéer til en mulig vej til en aftale.
Hvilke idéer der er tale om, kom den russiske rådgiver ikke ind på.
Det Hvide Hus kom desuden med en udtalelse, hvori det lød, at de næste skridt i forhold til at afslutte krigen var blevet drøftet på mødet.
RITZAU




