København, 12/08/2026 - 08:05
Lauritz-vinslot solgt for under halvdelen af ønsket pris
Lauritz-pars vinslot blev i juli solgt for 84 millioner kroner, viser retsdokumenter fra Frankrig ifølge DR.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det franske vinslot Vignelaure, der tidligere var ejet af parret bag auktionshuset Lauritz.com, blev i slutningen af juli solgt til den britiske erhvervsmand Neil Utley.
Salgsprisen på vinslottet har indtil nu ikke været kendt, men franske retsdokumenter viser, at slottet blev solgt for knap 84 millioner kroner.
Det skriver DR.
Slottet er dermed blevet solgt for under en tredjedel af en tidligere værdiansættelse.
Bengt Sundstrøm, der sammen med Mette Sundstrøm stod i spidsen for Lauritz.com, har tidligere værdisat slottet til over 260 millioner kroner i regnskaber fra sine personligt ejede selskaber.
I februar forsøgte Bengt Sundstrøm at sælge slottet for 209 millioner kroner, skriver DR, men slottet er altså blevet solgt for under halvdelen af den ønskede pris.
Selskabet bag det franske vinslot har været stillet som pant for obligationsejere med penge til gode i Lauritz.com, der gik konkurs i 2023.
Ifølge DR blev slottet stillet som sikkerhed for et lån på 10 millioner euro, svarende til knap 75 millioner kroner.
Der er dermed ikke meget tilovers fra salgsprisen på 84 millioner til at udbetale til andre kreditorer.
Der er i alt rejst krav mod Lauritz.coms konkursbo i størrelsesordenen 187 millioner kroner.
Derudover har kuratorerne i konkursboet fremsat erstatningskrav mod den tidligere ledelse – herunder Bengt Sundstrøm og hans hustru, Mette Sundstrøm – samt auktionsselskabets tidligere revisor, revisionshuset Beierholm.
Bengt Sundstrøm købte tilbage i 1998 auktionshuset Lauritz Christensen Auktioner.
Han gjorde forretningen digital, så auktionerne foregik på internettet i stedet for fysisk.
Det satte gang i en enorm vækstrejse, og på sit højeste havde Lauritz.com en omsætning på mere end en milliard kroner og kontorer 26 steder i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Belgien.
Men udgifterne blev på et tidspunkt større end indtægterne, og i juli 2023 begærede selskabet sig selv konkurs.
RITZAU




