København, 12/05/2025 - 10:24
Samling af skrald giver turister fri adgang til attraktioner
Til sommer kan turister igen veksle grønne tjenester til oplevelser i og omkring København.
Af: /ritzau/
For andet år i træk belønnes turister for miljøvenlige handlinger i og omkring København.
Initiativet hedder "CopenPay" og varer i ni uger fra 17. juni til 17. august.
Det skriver Wonderful Copenhagen, der står bag, i en pressemeddelelse.
Samling af skrald eller hjælp i en såkaldt urban garden er eksempler på grønne handlinger, der kan give adgang til gratis, lokale oplevelser.
Gratis frokoster, yoga-timer, madspildsmiddage, bådture og koncerter er noget af det, turister kan veksle sig til.
- Man går ind på CopenPay.com og kigger rækken af oplevelser igennem og vælger det, man kunne tænke sig. Her kan man både vælge ud fra oplevelse, handling og belønning og geografi, da CopenPay dækker hele hovedstaden, siger administrerende direktør i Wonderful Copenhagen Søren Tegen Pedersen.
Wonderful Copenhagen samarbejder blandt andet med Kronborg Slot, Arken, Naturpark Amager, Too Good To Go og København Zoo.
- Eksempelvis kan man tage ud til Amager Naturpark og fjerne invasive planter og få en lækker vegetarisk frokost eller tage toget til Helsingør og hente en pose frø og så dem rundt i byen og få gratis adgang til Kronborg.
I år er antallet af aktører, der udbyder oplevelser, mere end tredoblet til 90.
Sidste år fortalte flere udenlandske medier som The New York Times, The Guardian og CNN om det danske initiativ.
Initiativet gælder alle turister fra både ind- og udland. Det gælder også personer, der er bosiddende i København.
- Vi har naturligvis udviklet det med henblik på turisterne, men det er selvfølgelig åbent for alle, siger Søren Tegen Pedersen
Som noget nyt vil turister i år også blive belønnet for miljøvenlige rejsevaner i forhold til transport.
At rejse til København med for eksempel tog eller cykel vil derfor også kunne veksles.
Initiativet skal desuden sætte fokus på at tage på færre rejser. Derfor belønnes det, hvis man som turist foretager længere ophold på mindst fire nætter i den danske hovedstad.
/ritzau/