Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/07/2025 - 12:55

Bridge-VM skal åbne danskernes øjnene for tankemotion

Herning er i august vært for VM i bridge. Danmarks Bridgeforbund håber, det kan hjælpe til at aflive fordomme.

Philippe Huguen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Herning har lagt areal og rammer til verdens største sportsstjerner inden for håndbold, ishockey og cykelløb de seneste mange år. Og de enestående fysiske præstationer har øget sportsgrenenes eksponering i landet.

Nu skal også tankesporten vises frem i det midtjyske. Fra 20. august slår Herning Kongrescenter dørene op til verdensmesterskaberne i kortspillet bridge.

For Danmarks Bridgeforbund er håbet, at der kan skabes mere fokus på den såkaldte tankesport.

- I Danmark er der både politisk og mediemæssigt stort fokus på den fysiske idræt og sport, lyder det fra Charlotte Fuglsang, direktør i Danmarks Bridgeforbund.

- Der kunne vi inden for bridge og tankesporten generelt godt bruge lidt mere opmærksomhed. For tankesporten giver noget i forhold til strategisk tænkning og mental sundhed.

Sidste år var Danmark vært for EM i bridge, og med sommerens VM håber forbundet, at det kan give endnu et boost til sporten.

For selv med initiativer som skolebridge, den kommende uges Dansk Bridgefestival i Svendborg og introduktion med undervisning fra bunden i bridge i flere af landets 280 bridgeklubber, er det stadig svært at konkurrere med de mange tilbud, som unge mennesker også kan vælge imellem som hobby.

Det er lykkedes at tiltrække flere unge blandt de omkring 20.000 aktive bridgespillere i landet, men ifølge Charlotte Fuglsang kæmper man blandt andet med, at sporten ikke er så tilskuervenlig. Og ikke mindst med fordomme.

- Vi kommer ikke udenom, at nogle opfatter bridge som et spil for ældre damer med blåt hår og en pekingeser for nu virkelig at karikere det.

- Men når vores unge spillere prøver det, så finder de ud af, at det er en dejlig sport, hvor man både lærer strategisk tænkning og koncentration samt får et frirum fra hverdagen foran skærmen, siger formanden.

Derfor mener hun også, at tankesporten yder et stort bidrag til det foreningsliv, der er et vigtigt fundament for såvel fremtidig elitesport som for velfærdssamfundet generelt.

Det er formanden for Herning Bridgeklub, Fin Hüttel, enig i. Ud over at være blandt tovholderne på at arrangere det forestående VM har den 65-årige formand selv spillet bridge, siden han var 17 år.

- Der er to ting, man skal holde styr på i sit liv, har jeg lært. Man skal sørge for at have en sund og rask krop, og så skal man sørge for at holde hovedet aktivt, siger han.

Selv får han hen over sommeren lov til at gøre meget af begge dele - dog mestendels væk fra bridgebordet.

Mens det meste af Danmark er på vej på ferie, er han sammen med mere end 300 frivillige i gang med at stable alt på benene til VM. Som han også var med til EM sidste år og opdagede muligheder for forbedring.

Således får Hernings spisesteder i øjeblikket besøg af eller opringninger fra arrangørerne med en forespørgsel om at holde længere åbent under VM.

Ifølge Fin Hüttel erfarede man ved EM, at byens spisesteder ofte lukker køkkenerne ved 20-tiden, når travlheden er aftaget.

Men aftensessionerne ved både EM og det forestående VM i bridge slutter ofte først hen ad ved 20-tiden. Derefter skal spillerne hjem på hotellet og samle tankerne efter en lang dag, hvorefter de er klar til aftensmad.

Det gælder for over 1000 spillere, dommere og officials fra omkring 50 forskellige lande. Og opråbet til restauranterne handler ikke kun om at være god ved spillerne.

- Det handler om 12.000 overnatninger og 36.000 måltider i løbet af VM. Det betyder også, der potentielt kan sælges 12.000 aftenmåltider, som Fin Hüttel forklarer.

VM afvikles fra 20. til 31. august.

/ritzau/

Roskilde, 03/07/2025 - 17:37

Aphaca debuterede på Roskilde Festival med fyldt teltscene

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Det er første gang, at Aphaca spiller på Roskilde Festival. Anmeldere giver koncerten fem stjerner.

Det danske band Aphaca samlede publikum på tværs af generationer, da de torsdag eftermiddag spillede koncert på Roskilde Festival.

Sådan lyder det i Politikens anmeldelse af koncerten.

- Aphaca er det varmeste og bedste rockband, Danmark har set i årevis. Og de samlede så mange mennesker, at der var prop i tilstrømningen og fyldt telt næsten en time, inden de gik på.

- Alle de unge var der. Og deres forældre, skriver Politiken, der kvitterer med fem hjerter.

Aphaca spillede klokken 14.30 på Roskilde Festivals næststørste scene Arena, hvor der er plads til omkring 17.000 mennesker.

Længe inden koncertens start var Arena-teltet fyldt med mennesker, skriver Jyllands-Posten i sin anmeldelse.

- Der var mennesker overalt, selv på taget af toiletvognene.

- Og da bandet viste sig på scenen, var det tilsyneladende med ægte forbløffelse over at se så mange. Publikum sang med på hvert ord, det rørte tydeligvis bandet, og der opstod en smuk og varm stemning i teltet, lyder det i avisens anmeldelse.

Jyllands-Posten giver koncerten fem stjerner.

Det er første gang, at Aphaca spiller på Roskilde Festival.

Bandet var oprindeligt en del af First Days-programmet, men i slutningen af april blev de rykket op til at spille på festivalens næststørste scene.

B.T. giver ligeledes fem stjerner til debutkoncerten.

- Roskilde-koncerten på festivalens næststørste scene havde måske ikke de store overraskelser, men blev udført utroligt sikkert, og de kunne sagtens have båret Orange scene.

- En rigtig, rigtig, rigtig fin udfoldelse af talentet, skriver B.T. i anmeldelsen.

Aphaca består af de fire barndomsvenner Rumle Hueg Kærså, Bertil Endberg Nielsen, Bertram Ask Plauborg og Noah Elias Rasmussen.

I 2019 udgav bandet sin første single "Blomsterbørn". I 2022 kom debutalbummet "Et aar uden dig".

/ritzau/

Læs Mere >>

Roskilde, 03/07/2025 - 17:26

Aphaca debuterede på Roskilde Festival med fyldt teltscene

Det er første gang, at Aphaca spiller på Roskilde Festival. Anmeldere giver koncerten fem stjerner.

Det danske band Aphaca samlede publikum på tværs af generationer, da de torsdag eftermiddag spillede koncert på Roskilde Festival.

Sådan lyder det i Politikens anmeldelse af koncerten.

- Aphaca er det varmeste og bedste rockband, Danmark har set i årevis. Og de samlede så mange mennesker, at der var prop i tilstrømningen og fyldt telt næsten en time, inden de gik på.

- Alle de unge var der. Og deres forældre, skriver Politiken, der kvitterer med fem hjerter.

Aphaca spillede klokken 14.30 på Roskilde Festivals næststørste scene Arena, hvor der er plads til omkring 17.000 mennesker.

Længe inden koncertens start var Arena-teltet fyldt med mennesker, skriver Jyllands-Posten i sin anmeldelse.

- Der var mennesker overalt, selv på taget af toiletvognene.

- Og da bandet viste sig på scenen, var det tilsyneladende med ægte forbløffelse over at se så mange. Publikum sang med på hvert ord, det rørte tydeligvis bandet, og der opstod en smuk og varm stemning i teltet, lyder det i avisens anmeldelse.

Jyllands-Posten giver koncerten fem stjerner.

Det er første gang, at Aphaca spiller på Roskilde Festival.

Bandet var oprindeligt en del af First Days-programmet, men i slutningen af april blev de rykket op til at spille på festivalens næststørste scene.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 03/07/2025 - 10:00

FAKTA: Rygevaner blandt børn og unge

* Der er sket en stigning i forbruget af tobaks- og nikotinprodukter blandt børn og unge i de seneste år.

* Det gælder også blandt mindreårige, til trods for at det er ulovligt at sælge tobaks- og nikotinprodukter til unge under 18 år.

* Andelen af 15-17-årige, der bruger mindst ét tobaks-eller nikotinprodukt, er steget fra 19,5 procent i 2020 til 29,2 procent.

* 14,3 procent af de 15-17-årige bruger e-cigaretter (for eksempel vapes og puff bars) enten dagligt eller lejlighedsvist. Det er en markant stigning fra 2020, hvor 4,5 procent brugte e-cigaretter dagligt eller lejlighedsvist.

* Størstedelen af unge, der bruger tobaks- og nikotinprodukter, ønsker at stoppe. Eksempelvis har 66,5 procent af de 15-17-årige, der bruger røgfrie nikotinprodukter, overvejet at stoppe med at bruge dem inden for den seneste måned.

Kilde: Rapporten §Røg - en undersøgelse af tobak, adfærd og regler. Udvalgte tendenser 2024. Statens Institut for Folkesundhed. SDU (2025).

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 03/07/2025 - 10:00

Disse dampende souvenirs kan koste dig dyrt

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Mange kender ikke reglerne for køb af ulovlige e-cigaretprodukter. Kontorchef hos Sikkerhedsstyrelsen gør dig her opmærksom på de mulige konsekvenser.

Det kan være fristende at købe spændende souvenirs med hjem fra sommerferien. Især hvis det er varer, der ikke kan købes lovligt i herhjemme.

Men du skal være opmærksom på, at der er regler for, hvad du må købe med hjem, når det kommer til e-cigaretprodukter som puffbars, advarer Stine Pedersen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Mange tror kun, at det er ulovligt at købe de forbudte produkter i Danmark og tænker ikke over reglerne for import og køb på nettet.

- Det er ulovligt at købe e-cigaretprodukter, der har smag af andet end tobak og mentol - for eksempel slik- eller frugtsmag - både fysiske køb og over nettet.

- Du må heller ikke købe produkter med nikotinholdig væske, hvor nikotinindholdet overstiger 20 milligram per milliliter, fortæller Stine Pedersen.

Der er dog en gråzone i reglerne, for det ikke er ulovligt at tage ti styks af de ellers ulovlige e-cigaretprodukter med over grænsen til Danmark.

Men det er ulovligt at medbringe mere end ti. Årsagen er, at produkterne betragtes som rejsegods og til eget forbrug, hvis det er ti eller færre.

- Hensigten med importforbuddet er, at børn og unge ikke skal komme i besiddelse af e-cigaretprodukterne. Derudover må de ikke bruges til videresalg.

- Men man vil ikke slå ned på, at en dansk turist har et par ulovlige e-cigaretter liggende i bilen efter en ferie i Frankrig, siger kontorchefen.

Dog kan politiet godt slå ned på det, hvis det virker, som om nogen udnytter reglerne systematisk for eksempel ved at transportere ti ulovlige engangs-e-cigaretter over grænsen flere gange samme dag.

Stine Pedersen fortæller, at der er en del, som bestiller de ulovlige produkter hjem fra nettet - især fra Frankrig og Tyskland.

Sikkerhedsstyrelsen vurderer, at de, der overtræder forbuddet, ikke ved, at de bryder reglerne, fordi de bestiller en så lille mængde, at der ikke er tegn på videresalg.

- Men det er stadig ulovligt. Produkterne bliver beslaglagt, og Sikkerhedsstyrelsen giver besked om lovovertrædelsen til politiet, som skriver et bødeforlæg.

- Udgangspunktet for førstegangstilfælde lyder på 10.000 kroner, siger hun.

Bøden kan dog både være højere eller lavere.

Siden loven trådte i kraft i juli 2024, har Sikkerhedsstyrelsen noteret 500 sager.

Flere planter og fødevarer er også blandt det, der er ulovligt at tage med hjem fra ferien, så Stine Pedersen opfordrer til, at du tjekker reglerne på Toldstyrelsens hjemmeside eller på borger.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek