København, 23/01/2026 - 14:47
Højesteret frifinder mand for grove vittigheder om sorte og jøder
En mand er fredag frifundet for at have publiceret racistiske vittigheder. Landsretten kendte ham skyldig.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Højesteret frifinder fredag en 30-årig mand for brud på straffeloven ved at have publiceret vittigheder på to hjemmesider.
Manden blev tidligere kendt skyldig i både Vestre Landsret og Retten i Holstebro, hvor han blev idømt syv dages betinget fængsel.
Her blev det vurderet, at 50 vittigheder om jøder og sorte var forhånende og en overtrædelse af straffelovens såkaldte racismeparagraf, paragraf 266 b, stk. 1.
Højesteret konkluderer i fredagens dom, at udtalelserne efter deres indhold isoleret set måtte anses for forhånende og nedværdigende.
Men på baggrund af den sammenhæng, som de grove ord indgik i, finder Højesteret, at de ikke var fremsat for at udtrykke had med det formål at skade jøder og sorte.
Højesteret vurderer også, at vittighederne heller ikke kunne opfattes sådan af brugere, som tilgik hjemmesiden.
Dermed overtrådte manden ikke den såkaldte racismeparagraf, da han udgav vittighederne på den danske hjemmeside vitser-jokes.dk og den tyske witze-paradies.de.
- Vittigheder, humor og satire, som ikke har det formål at udtrykke had for at skade, og som heller ikke med rimelighed kan opfattes sådan, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde, lyder det i afgørelsen.
Vittighederne var inddelt i forskellige kategorier. På den danske hjemmeside kunne man blandt andet vælge kategorier som "grove jokes", "jøde-jokes" og "racistiske jokes".
Anklagemyndigheden har lagt vægt på mandens formål med ytringerne.
I Højesteret har anklagemyndigheden argumenteret for, at ytringerne ikke kom i forbindelse med "en saglig debat". Derimod ville manden bare tjene penge på spredningen, lød det.
Først efter byrettens dom blev vittighederne fjernet fra den danske hjemmeside, pointerede anklagemyndigheden videre.
Anklagemyndigheden gik efter en skærpelse af straffen i Højesteret.
I landsretten forsikrede manden, der er multimediedesigner, at han ikke er racist.
Mandens forsvarer, Stina Borup, fortæller, at hendes klient har haft det svært med sagen, fordi det aldrig har været hans hensigt at nedværdige nogen, men blot at lave vittigheder. Hun beskriver det som en principiel sag for ham.
- Jeg hæfter mig ved, at Højesteret er den eneste instans, der reelt har forholdt sig til sammenhængen. Det var det, jeg procederede på.
- Det her skal jo ses i en kontekst. Man kan ikke sammenligne det med en blog, hvor folk skriver, at alle jøder skal udryddes, hvilket var den praksis, som anklagemyndigheden procederede på i sagen, siger Stina Borup.
/ritzau/




