Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/11/2025 - 16:59

OVERBLIK: Rosenkrantz-Theil stopper efter valgnederlag

Pernille Rosenkrantz-Theil tabte overborgmesterposten i København til SF. Nu stopper hun i politik.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fire dage efter kommunalvalget, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forgæves rakte ud efter overborgmesterposten i Københavns Kommune, trækker hun sig fra politik.

Det skriver DR lørdag.

- Jeg har truffet en beslutning om at stoppe i dansk politik. Jeg fik personligt ikke et særligt godt valg i København. Min beslutning er altså, at jeg også selv bærer affaldet ud, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til mediet.

Her følger et overblik over forløbet omkring kommunalvalget og Rosenkrantz-Theils skift fra Folketinget til Københavns Rådhus:

* I august sidste år forlod Rosenkrantz-Theil sin ministerpost i regeringen, fordi hun ville være overborgmester i København.

* I september samme år blev Rosenkrantz-Theil officielt valgt som overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet.

* Måneder senere lød det fra borgmesterkandidaten, at det ville være "tæt på umuligt for hende at genvinde nøglerne til overborgmesterkontoret".

* Men det fik hende ikke til at holde igen med de politiske forslag. I december foreslog hun at gøre transport til lufthavnen 50 kroner dyrere.

* I maj trådte Rosenkrantz-Theil ud af Folketinget for at rette al sin fokus mod kommunalvalget.

* Senere samme måned lød det fra Alternativet, at partiet ikke ville pege på en S-kandidat og dermed heller ikke Rosenkrantz-Theil.

* Den samme dag som udmeldingen fra Alternativet lød et forslag fra Rosenkrantz-Theil, at der skulle være flere parkeringspladser til borgere, der bor og arbejder i Københavns Kommune.

* I juni gik de tre røde partier Alternativet, Enhedslisten og SF sammen i et valgforbund i København uden om Socialdemokratiet.

* I juli afviste Rosenkrantz-Theil, at hun ville gøre andre til overborgmester. Det sagde hun i radioprogrammet "Magten" og i tv-programmet "Deadline".

* I august foreslog S-kandidaten gratis daginstitutioner i København. Det forslag blev kritiseret for, at finansieringen manglede.

* Måneden efter lød det i Ekstra Bladet, at den københavnske ejendomsvirksomhed Jeudan havde stillet lokaler på 465 kvadratmeter gratis til rådighed for Pernille Rosenkrantz-Theil før valget. Det kastede hende ud i et stormvejr.

* I oktober indgik Socialdemokratiet i København i et valgforbund med De Radikale og Moderaterne.

* Pernille Rosenkrantz-Theil langede under valgkampen ud efter sin rival hos SF, Sisse Marie Welling, for ikke at melde ud, om hun gik efter overborgmesterposten.

* Generelt førte hun en offensiv kampagne. I november rettede hun skytset mod den københavnske teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, der også var overborgmesterkandidat, for en historie om overskridelser af grænser for giftigt stof ved byggeriet af Lynetteholmen i København.

* I en senere debat om overborgmesterposten sagde Rosenkrantz-Theil, at hun hypotetisk set hellere ville pege på en borgerlig kandidat end Enhedslisten.

* Hun blev kritiseret for et husstandsomdelt brev, hvori hun udtrykte bekymring for konsekvenserne af et rent rødt flertal og en overborgmesterpost til Enhedslisten.

* Ved valget endte Socialdemokratiet med at gå tilbage og tabe overborgmesterposten efter et mere end 100 år langt styre.

* Socialdemokratiet havde et historisk dårligt valg på landsplan og fik i København 12,7 procent af stemmerne, hvilket var 3,0 procentpoint mindre end ved valget i 2021.

* SF's Sisse Marie Welling blev overborgmester i Københavns Kommune.

* Pernille Rosenkrantz-Theil nåede at vælge posten som beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester, før hun lørdag meddelte, at hun trækker sig fra politik.

Kilde: Ritzau

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek