Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Minneapolis, 28/01/2026 - 19:48

Springsteen udgiver sang som reaktion på Minneapolis-drab

I skarpe vendinger tager musikeren Bruce Springsteen afstand til de indenlandske sikkerhedsmyndigheder i USA.

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den amerikanske rockmusiker Bruce Springsteen har mandag aften dansk tid udgivet nummeret "Streets of Minneapolis".

Nummeret er skrevet som reaktion på de to personer, der er blevet skudt og dræbt i Minneapolis i den amerikanske delstat Minnesota.

Lørdag blev den 37-årige sygeplejerske Alex Pretti skudt og dræbt på gaden af grænsepolitiet. Tidligere på måneden blev Renée Good, en 37-årig amerikansk kvinde, skudt og dræbt af en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE.

- Jeg skrev denne sang i lørdags, indspillede den i går og har udgivet den til jer i dag som reaktion på det statslige terror, der har ramt Minneapolis, siger Bruce Springsteen i en erklæring og fortsætter:

- Den er dedikeret til befolkningen i Minneapolis, vores uskyldige immigrantnaboer og til minde om Alex Pretti og Renée Good.

Drabene har udløst store demonstrationer i byen, der den seneste tid er blevet et centrum for den amerikanske præsident Donald Trumps kamp mod ulovlige migranter i USA.

I begge tilfælde har forklaringen fra USA's ministerie for indenrigssikkerhed lydt, at betjentene trak våbnene i selvforsvar. I begge tilfælde har både medier, borgere og lokale myndigheder og politikere sat spørgsmålstegn ved forklaringen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek