Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

USA, 12/08/2025 - 16:54

Venner-stjerne: Vi sørgede længe før Matthew Perrys død

Matthew Perrys venner fra tv-serien "Venner" forsøgte at støtte skuespilleren, der i flere årtier kæmpede med misbrug. Det fortæller Jennifer Aniston.

Mike Blake/Reuters

Af: Af Ritzau Fokus

Den 54-årige amerikanske seriestjerne Matthew Perry døde i 2023, da han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

Men hans kollega og nære veninde fra tv-serien "Venner" Jennifer Aniston sørgede, længe inden han gik bort.

- Vi gjorde alt, hvad vi kunne, da vi kunne, siger Jennifer Aniston i et stort interview med det amerikanske magasin Vanity Fair.

- Det føltes, næsten som om at vi havde sørget over Matthew i lang tid, fordi hans kamp mod sygdommen var virkelig hård for ham at kæmpe imod.

Matthew Perry havde tidligere åbenhjertigt fortalt og berettet i sin selvbiografi, "Friends, Lovers and the Big Terrible Thing", at han igennem 30 år havde et misbrug af stoffer og alkohol.

Han fortalte, at han ikke huskede optagelserne af "Venner" i en tre år lang periode mellem sæson tre og sæson seks grundet misbrug.

Jennifer Aniston siger i interviewet med Vanity Fair, at hun håber, at Matthew Perry er blevet fri af de indre dæmoner, han i årevis kæmpede mod.

- Jeg er glad for, at han er ude af den smerte, siger hun.

Matthew Perry blev verdensberømt for at spille den sarkastiske Chandler Bing i "Venner", som blev sendt fra 1994 til 2004.

Ud over Jennifer Aniston udgjorde David Schwimmer, Lisa Kudrow, Courteney Cox og Matt LeBlanc resten af venneflokken.

Men skuespillerne var tættere end det.

Det sagde de fem tilbageværende venner i en erklæring efter Matthew Perrys død.

- Vi er alle helt og aldeles knuste over Matthews død. Vi var mere end bare medskuespillere. Vi er en familie, lød det.

Efter Matthew Perrys død er der i skuespillerens navn blevet oprettet en fond, der skal hjælpe andre, der ligesom ham kæmper med misbrug.

En læge erkendte sig i juli skyldig i at forsyne Matthew Perry med ketamin.

Under tilståelsen erkendte lægen at have injiceret Matthew Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død uden nogen medicinske årsager til det.

Derudover er fire andre personer sigtet i sagen.

Ingen af dem er endnu blevet idømt en straf.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr inden operationer.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

/ritzau/

København, 15/08/2025 - 14:33

Bubber får pris for at gøre cirkus til en uforglemmelig oplevelse

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Tv-personligheden Bubber hædres for sin karriere i cirkusbranchen og modtager Den Danske Cirkuspris 2025.

Han er bedst kendt for sin medvirken i talrige tv-programmer, men Niels Christian Meyer, bedre kendt som "Bubber", har også en lang fortid i den danske cirkusbranche.

Det blev fredag formiddag hædret ved cirkuskunstens årlige prisuddeling, hvor han modtog hædersprisen, også kaldet Den Danske Cirkuspris.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) deltog ved prisoverrækkelsen på Cirkusmuseet i Hvidovre.

Hædersprisen uddeles til en person som anerkendelse af dennes særligt fortjenstfulde indsats til fremme af cirkuskunsten i Danmark og kan kun modtages en gang, fremgår det af prisuddelingens hjemmeside.

- Vi har valgt at give årets hæderspris til Bubber som anerkendelse af den fremragende indsats, han gør, når han aften efter aften sprudlende og veloplagt præsenterer forestillingen i Cirkus Arena og er med til at gøre cirkusbesøget til en uforglemmelig oplevelse for publikum, siger formanden for prisjuryen, Ole Simonsen.

Bubber fik sin cirkusdebut i 1991 i Cirkus Arena og var til og med 1998 sprechstallmeister, som er betegnelsen for at være konferencier i et cirkus.

Efter en længere pause, hvor han gjorde karriere på tv, vendte han tilbage til cirkusset i 2019 og har sidenhen "sprudlende og veloplagt" præsenteret forestillingerne, skriver Den Danske Cirkuspris i en pressemeddelelse.

Også under sin tv-karriere har Bubber holdt forbindelsen til cirkuskunsten i live, hvor han blandt andet i 2006 var vært på TV 2-programmet "Sådan Cirkus", hvor amatører fik mulighed for at prøve sig af i en cirkusmanege.

Samme år var han også vært på serien "Cirkus! Cirkus!" på TV 2, hvor otte kendte danskere gik i lære som cirkusartister.

Foruden Hædersprisen blev der uddelt tre andre priser, hvor Gabriel Dell’acqua fik Talentprisen. Prisen for bedste nummer gik til Quincy Azzario, og teaterchef Kasper Holten modtog Indsatsprisen.

Juryen består af skuespiller og sceneinstruktør Jan Hertz, formanden for Cirkushusets Museumsforening, Niels Christian Hansen, og Ole Simonsen, der har en fortid som artistisk og kunstnerisk rådgiver for Cirkus Benneweis. Han er desuden formand for prisjuryen.

/ritzau/

Læs Mere >>

Frederikshavn, 15/08/2025 - 10:57

Kongeparret besøger saltsyderi og glaspuster på sensommertogt

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary sejler i år til Nordjylland, Læsø og Samsø på sensommertogt.

Når kongeparret om ti dage stævner ud på deres sensommertogt på kongeskibet "Dannebrog", går turen blandt andet forbi Råbjerg Mile og Læsø Saltsyderi.

Det fremgår af programmet for sommertogtet, som kongehuset fredag har delt på sin hjemmeside.

På turen gæster kong Frederik og dronning Mary både Frederikshavn, Thisted, Læsø og Samsø kommuner med kongeskibet. Togtet afsluttes 28. august på Samsø.

Kongeparret ventes at ankomme til Sæby Havn 25. august. I byen skal kongeparret på byvandring, og det ventes også, at de vil besøge Sæby Glaspusteri.

Her vil de få en introduktion til glashåndværket og historien om byens glaspusterier. Om eftermiddagen går turen videre til Råbjerg Mile, lyder det i programmet.

Dagen efter skal kongeparret blandt andet bruge i natur- og kulturprojektet Naturlandsbyen i Doverodde og med karetkørsel i Thisted.

På Læsø Saltsyderi, som kong Frederik og dronning Mary ventes at besøge 27. august, får kongeparret blandt andet mulighed for at hilse på elever fra Læsø Skole.

Skoleeleverne deltager på dagen i en fagdag om salt.

Kongen og dronningen lægger også vejen forbi Læsø Museumsgård.

Den 28. august runder kongeparret sensommertogtet af med blandt andet et besøg i Nordby på Samsø og en reception på kongeskibet "Dannebrog" i Kolby Kås Havn for indbudte gæster.

Det nuværende kongeskib blev søsat den 26. maj 1932.

Skibets 93 år på havet har ifølge kongehusets oversigt over dannebrogstogter budt på et hav af rejser indenlands, men også til Grønland og Færøerne.

Kongeskibet fungerer som privat og offentlig residens for den kongelige familie, når de er på sommertogt eller på officielle besøg.

I år er kong Frederik og dronning Marys anden sejlsæson som kongepar.

Årets sejlsæson blev indledt 7. maj.

Sommertogtet om bord på kongeskibet "Dannebrog" rundt i Danmark er en mangeårig tradition, der går tilbage til Christian IX's tid.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/08/2025 - 08:00

FAKTA: Hvad er uv-stråling?

* Solen sender masser af stråler mod jorden, heriblandt uv-stråling.

* Uv-stråler er usynlige og kan derfor ikke ses med det blotte øje.

* Strålingen består af uva-, uvb- og uvc-stråler. De farligste er uvc, men dem sørger ozonlaget for ikke når ned til jordens overflade.

* Graden af uv-stråling afhænger af skydække, ozonlagets tykkelse, solens placering på himlen og partikler i luften.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/08/2025 - 08:00

UV, CE og polariseret: Lær at afkode solbrillesproget

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Undgå at stirre dig blind på det med småt i jagten på et par nye solbriller.

En række betegnelser dukker op, når du shopper efter solbriller. Men det er måske ikke lige til at gennemskue, hvad du egentlig kan bruge dem til.

Når det gælder uv-beskyttelse, støder du på mærkningen UV400. Denne mærkning angiver, at brillerne blokerer lysbølger til og med 400 nanometer.

Den høje beskyttelse er dog typisk ikke nødvendig, hvis solbrillerne blot er til dagligdagsbrug, fortæller Janni Brunsgaard, der er adjunkt ved optikeruddannelsen på Erhvervsakademiet Dania i Randers.

- Langt de fleste solbriller, der sælges herhjemme, har den tilstrækkelige uv-beskyttelse, siger hun.

CE er et andet bogstavpar, du gerne skulle få øje på under din jagt efter et nyt par solbriller. Mærkningen sættes på produkter, der opfylder EU's krav til, hvad der er sikkert for forbrugerne at købe.

Ifølge Per Michael Larsen, der er direktør for Optikerforeningen, er CE-mærket værd at holde øje med.

- CE-mærkningen viser, at solbrillerne overholder minimumkravene, der stilles til brillernes beskyttelse, og derfor er det det allervigtigste at kigge efter, siger han.

Janni Brunsgaard er dog mere skeptisk anlagt over for CE-mærkningen. Hun peger på, at du som forbruger sjældent kan regne ud, hvilke krav solbrillerne specifikt lever op til.

- Det er svært. Mærkningen giver på den ene side en tryghed, fordi du kan se, at er blevet stillet nogle krav til produktet. Men hvilke krav der er tale om, er som forbruger sværere at finde ud af, siger Janni Brunsgaard.

Den sidste betegnelse, der kan være relevant for dig at kende til i solbrillejunglen, er polarisering. Det er en speciel type solbrillefilter, som så at sige frasorterer en vis retning af lys.

- En våd kørebane sender rigtig mange reflekser afsted i en ensrettet bane, og det kan skabe blænding, forklarer Janni Brunsgaard og forsætter:

- Et polariseret filter i solbrillernes glas kan frasortere det reflekterede lys fra kørebanen, så det ikke rammer øjnene og blænder.

Derfor kan solbriller med polarisering være smarte, hvis du kører meget i bil.

- Ude ved og på vandet er de selvfølgelig også relevante, supplerer Per Michael Larsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek