USA, 25/08/2025 - 13:40
Helena Christensens søn nægter sig skyldig i voldssag
Den danske model Mingus Reedus, der er søn af Helena Christensen, erklærer sig uskyldig i en sag om overfald i New York i USA.
Robyn Beck/AFP/Arkivfoto/Ritzau Scanpix
Af: Af Anders Villaume Vestergaard, Ritzau Fokus
Den 25-årige model Mingus Lucien Reedus, der er søn af den danske model Helena Christensen og den amerikanske The Walking Dead-stjerne Norman Reedus, blev lørdag morgen anholdt i New York i USA.
Det skete, efter at han angiveligt havde overfaldet en kvinde.
Det skriver flere medier, heriblandt amerikanske People og New York Post samt britiske The Independent.
Ifølge mediet har Mingus Lucien Reedus efterfølgende nægtet sig skyldig i retten ved Manhattan Criminal Court.
Anholdelsen fandt sted, da politiet lørdag morgen rykkede ud til en lejlighed i bydelen Chelsea på Manhattan.
Her fandt de en 33-årig kvinde med mindre skader på halsen og på det ene ben. Det har New York Police Department bekræftet over for det britiske medie The Independent.
Modellen står nu derfor over for anklager om overfald, hensynsløs legemsbeskadigelse, kvælning og chikane, skriver mediet.
Kvinden blev bragt til hospitalet, mens Mingus Lucien Reedus kom i politiets varetægt, skriver The Independent.
Herfra fortsætter efterforskningen af kendisparrets søn, som også tidligere har været i politiets varetægt.
I 2021 blev han som 22-årig anholdt for et overfald mod en 24-årig kvinde til festivalen San Gennaro i New York.
Den 24-årige kvinde fortalte dengang, at Mingus Lucien Reedus slog hende i ansigtet. Politiet oplyste, at kvinden havde skader under venstre øje.
Sagen endte med, at Mingus Lucien Reedus fik en betinget dom, som betød, at han ikke måtte begå yderligere kriminalitet i et år. Derudover skulle han deltage i minimum fem rådgivningssessioner, skriver New York Post.
/ritzau/