Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 29/06/2026 - 22:36

Libanon melder om nye israelske luftangreb trods rammeaftale

Ifølge statsligt libanesisk nyhedsbureau har Israel mandag aften udført luftangreb i det sydlige Libanon.

Af: /ritzau/

Der er mandag aften meldinger om nye israelske angreb i den sydlige del af Libanon.

- Israelske kampfly har gennemført et luftangreb i området mellem de sydlibanesiske byer Qantara og Deir Seryan, skriver Libanons statslige nyhedsbureau NNA ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det fremgår ikke umiddelbart, om der er døde eller sårede som følge af angrebet.

Meldingerne om mandagens angreb kommer, selv om Libanon og Israel i sidste uge blev enige om en rammeaftale, der har til formål at bane vejen for fred mellem de to lande, der officielt har været i krig i årtier.

Ifølge aftalen, som blev formidlet af USA, skal Israels militær gradvist trække sig tilbage fra dele af det sydlige Libanon. Samtidig skal den libanesiske hær udstationeres i området.

Israelske soldater vil dog fortsat have tilladelse til at forblive i en udvidet sikkerhedszone i det sydlige Libanon.

Israel har tidligere oprettet den selverklærede sikkerhedszone for at beskytte det nordlige Israel mod angreb fra Hizbollah.

Hizbollahs leder, Naim Qassem, har afvist rammeaftalen mellem Libanon og Israel og kaldt den kapitulation over for israelerne.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek