Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/03/2026 - 18:11

Store spillersalg sikrer AaB beskedent overskud

AaB slap ud af 2025 med sorte tal på bundlinjen, fordi klubben solgte tre profiler til udlandet.

Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Selskabet bag fodboldklubben AaB kan notere et overskud på seks millioner kroner i regnskabsåret, der sluttede 31. december 2025.

Dermed ramte selskabet ret præcist, da det for et år siden spåede et plus på mellem nul og ti millioner kroner.

På det tidspunkt havde klubben allerede sikret sig et større millionbeløb for salgene af Sebastian Otoa til Genoa og Melker Widell til Swansea. Senere på året sendte man også Mathias Jørgensen til Bodø/Glimt.

Det er disse spillersalg, der har forhindret et stort underskud i den nordjyske klub, der i sommer rykkede ud af Superligaen.

Transferaktiviteterne sidste år indbragte i alt 59,1 million kroner.

- Vi er bevidste om, at overskuddet på seks millioner kroner i 2025 er båret af ekstraordinære transferindtægter i et kalenderår, hvor halvdelen af perioden har været tilbragt i Betinia Ligaen, siger AaB's administrerende direktør, Michael Tuxen Boll, i en meddelelse på klubbens hjemmeside.

Resultatet før transferaktiviteter og finansielle poster blev på minus 52 millioner kroner.

I meddelelsen understreger selskabet da også "vigtigheden af transferaktiviteter som en væsentlig del af AaB’s forretningsmodel".

Onsdag har klubben desuden præsenteret en plan for en kapitaludvidelse, der indbringer 23,9 millioner kroner.

Samtidig skifter hovedaktionæren SSE22 navn og skal fremover kaldes Nordic Football Group.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek