Kyiv, 15/06/2025 - 20:12
Ukraine hævder at have ramt russisk dronefabrik
En påstået russisk dronefabrik over 1000 kilometer fra Ukraines grænse er ramt i et ukrainsk angreb.
Af: /ritzau/
Ukrainsk militær har ramt en dronefabrik i byen Jelabuga i Rusland.
Det bekræfter militæret søndag ifølge den ukrainske avis Kyiv Independent.
Den lokale guvernør i den russiske region Tatarstan, hvor Jelabuga ligger, skriver ifølge nyhedsbureauet Reuters på beskedtjenesten Telegram, at én person er dræbt og 13 andre såret.
Ifølge guvernøren, Rustam Minnikhanov, er det en bilfabrik, der er ramt.
Men ukrainsk militær har identificeret fabrikken som et sted, hvor Rusland fremstiller nogle af de droner, der bliver brugt til at angribe Ukraines energisektor.
Jelabuga ligger over 1000 kilometer fra den ukrainske grænse.
Ukraines militær oplyser ikke umiddelbart, hvordan det har ramt et mål så langt fra grænsen.
Tatarstans guvernør skrev tidligere søndag, at ukrainske droner havde angrebet stedet. Det skriver Kyiv Independent.
Angiveligt blev de ukrainske droner skudt ned. Men de brudstykker, der faldt ned, skal have ramt fabrikken og udløst en brand, skriver avisen videre.
Fabrikken skal efter sigende kunne producere op mod 6000 droner årligt. Det er droner, der minder om de iransk-designede Shahed-droner, skriver Kyiv Independent.
/ritzau/