Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 10/05/2025 - 10:15

Dahm er tilbage efter tre år: Mærkeligt at se det udefra

38-årige Sebastian Dahm er blevet kaldt tilbage fra landsholdspension for at være med ved VM.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

- Ingen har meldt fra til mig. Heller ikke Sebastian Dahm, fortalte landstræner Mikael Gath i et interview i april sidste år, trekvart år efter sin tiltræden som dansk ishockeylandstræner.

Svaret var opsigtsvækkende, for på det tidspunkt havde Dahm officielt været landsholdspensionist i næsten to år. Han trak sig efter VM i Helsinki i 2022 for at bruge mere tid med familien og gøre plads til yngre målmænd.

Men da den nye landstræner ringede, åbnede Dahm døren på klem. Hvis behovet opstod, var han villig til at snakke om det, lød budskabet fra Østrig, hvor veteranmålmanden tjener sin løn.

Allerede i Gaths første VM stod det klart, at behovet hurtigt kunne opstå.

Både Frederik Andersen og Mads Søgaard var optaget af slutspil i Nordamerika. Frederik Dichow var førstevalg, og da han lagde sig syg før den sidste VM-kamp mod Finland, stod Gath tilbage med Mathias Seldrup og William Rørth, der begge var helt uerfarne på VM-niveau.

Selv om Seldrup gjorde det glimrende, valgte Gath alligevel at ringe Dahm op og friste ham med en VM-oplevelse på hjemmebane.

- Sebastian er efter min mening en af Danmarks to bedste målmænd i europæisk ishockey, fastslår Gath.

Og selv om Dahm havde haft tre år til at vænne sig til at være ekslandsholdsspiller, var han ikke svær at overtale.

- Det har været sundt for min krop, og det er været dejligt for min familie at have nogle år, hvor jeg kunne hvile ud, når klubsæsonen var færdig.

- Men det har også været mærkeligt at se VM de sidste par år og vide, at der plejede jeg jo at være med. Det er klart, at VM på hjemmebane er en stor oplevelse, og det er vigtigt for dansk ishockey.

- Da landstræneren ringede og spurgte, om jeg ville være med til at levere et resultat til dansk ishockey, så var jeg selvfølgelig klar, siger Sebastian Dahm.

Den nu 38-årige målmand er stadig en af de bedste keepere i den østrigske liga, hvor han i den netop overståede sæson vandt sølv med Klagenfurt.

Han mener heller ikke selv, der er den store forskel på niveauet i dag sammenlignet med for tre år siden.

- Det kan godt være, jeg er nogle år ældre, men spillemæssigt er det det samme. Måske er jeg blevet lidt mere rolig på isen. Lidt mere afdæmpet og tænkende. Men ellers er jeg den samme målmand som tidligere.

Han fastslår også, at han ikke er blevet lokket til Herning med garanti for spilletid undervejs ved VM.

- Nej, sådan fungerer det ikke. Det er konkurrencesport, og vi er et hold, der stiller med den bedst mulige opstilling. Men der er jo ingen tvivl om, at syv kampe på 11-12 dage, det er meget for alle keepere. Det har jeg selv mærket på egen krop, siger Sebastian Dahm.

Gath holder sin målmandsplan hemmelig. Men landstræneren antyder, at der kan blive brug for Dahm. Måske allerede lørdag aften mod Schweiz.

- Jeg har lagt en fast plan for begyndelsen af turneringen. Derefter bliver det ren konkurrence, og da er det min mavefornemmelse, der afgør, hvem der spiller, lyder det.

Uanset hvad er døren til landsholdet fortsat på klem efter VM hos Sebastian Dahm. VM i Herning er ikke nødvendigvis en engangsforeteelse.

- Lige nu er det en turnering ad gangen. Men jeg har ikke sagt, at jeg kun spiller det her VM, og så er det absolut det sidste.

- Min familie synes også, at det er fedt, at jeg er med igen, så nu giver jeg den en skalle, og så tager vi den derfra, siger Sebastian Dahm.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek