Los Angeles, 29/07/2026 - 17:55
Populær K-popgruppe dropper at indsende musik til Grammy Awards
Melding fra BTS kommer, efter at ny kategori, der kræver "meningsfuld brug" af asiatisk sprog, så dagens lys.
Af: /ritzau/
Den sydkoreanske K-popgruppe BTS kommer ikke til at indsende musik i forbindelse med næste års Grammy Awards.
Det har samtlige syv medlemmer meddelt onsdag på Instagram, skriver flere udenlandske medier, herunder BBC og Variety.
For at musik kan komme i betragtning til at blive nomineret, er det et krav, at den i første omgang bliver indsendt til det såkaldte Recording Academy, der uddeler grammypriserne.
Meldingen fra BTS kommer, efter at fem nye grammykategorier, herunder bedste asiatiske popmusikoptræden, blev annonceret i juni.
Ifølge musikuddelingens regler skal sange, der er nomineret i den kategori, indeholde "meningsfuld brug" af et asiatisk sprog.
Det betyder for eksempel, at BTS' engelsksprogede sang "Swim", der udkom i foråret og toppede musiklisten Billboard Hot 100, ikke havde mulighed for at blive nomineret. Det skriver mediet Billboard.
På Instagram skriver de syv medlemmer blandt andet:
- Vi håber, at vores musik kan høres og elskes for det, den er, snarere end at blive opdelt efter region eller sprog.
Gruppen består af medlemmerne Kim Nam-joon, Kim Seok-jin, Min Yoon-gi, Jung Ho-seok, Park Ji-min, Kim Tae-hyung og Jeon Jung-kook.
RITZAU




