London, 29/06/2025 - 07:30
Holger Rune sælger brugt udstyr for at give fansene noget tilbage
Holger Rune sælger brugte ketsjere og spilletøj. Størstedelen af overskuddet skal gå til velgørenhed.
Matthew Stockman/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Smadrede ketsjere til 45.000 kroner stykket.
Det er nogle af de ting, der er til salg på hjemmesiden shopholgerrune.com, som Holger Rune lancerede for få dage siden.
Her finder man også en lang række brugte kasketter og spilletrøjer med autografer, der alle er udsolgt.
- Det er egentlig mest for at få fansene lidt tættere på, at jeg sælger noget af det, jeg har spillet i. For at kunne give lidt mere tilbage til fansene end bare den tennis, jeg viser ude i verden, siger Holger Rune.
- Jeg kan huske, da jeg selv var lille, at hvis man kunne købe noget, som Roger Federer havde spillet i, så ville jeg være ellevild. Uden at jeg skal sammenligne mig med Roger, lyder det med et smil.
Størstedelen af salget går til velgørenhed.
- Gode formål, som jeg tror på som Børns Vilkår. Det synes jeg, er vigtigt og en god idé.
- Det meste af det går til charity, og noget af det går til familien, fortæller Rune, der mandag åbner Wimbledon mod chileneren Nicolas Jarry.
Ikke alle har taget lige godt imod tiltaget. Flere brugere på det sociale medie X har kritiseret Rune, men det preller af på den danske tennisstjerne.
- Jeg forstår ikke, at nogle folk bliver sure over det, for jeg tror, at hvis de kunne, havde de gjort det samme.
Ifølge Rune er det primært familien, ikke mindst søsteren Alma, der tager sig af driften.
Ifølge mor og manager Aneke Rune kunne lanceringen ikke have fået en bedre start.
- Der var udsolgt af signerede enheder allerede første dag. Det er en indikator på, at det var en god idé. Det er for at tænke kreativt, og håbet er, at det kan udvikle sig til en kreativ legeplads, siger Aneke Rune.
Hun tilføjer, at Holger Rune tidligere har doneret penge for hvert servees, han lavede i Indian Wells, og ved at sælge en træningstime.
Hvor det ender henne, ved Aneke Rune ikke, men kun kreativiteten sætter grænsen.
Hun tilføjer, at når ikke alt går ubeskåret til velgørenhed, er det blandt for, at omkostninger kan dækkes, og de involverede i projektet kan få betaling for det.
/ritzau/