Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/03/2023 - 21:30

Sebastian Klein hædret med stor pris

Lydbogsprisen Mofibo Awards er blevet uddelt. Foruden titlen og trofæet er hver vinder også blevet præmieret med 10.000 kroner.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

For tredje år i træk er lydbogsprisen Mofibo Awards blevet uddelt.

Her blev der givet statuetter i seks ordinære kategorier samt en talentpris og en ærespris under showet, som blev afholdt på spillestedet Vega i København med skuespillerinde og lydbogsindlæser Ellen Hillingsø som vært.

Inden for den mest lyttede kategori i Danmark, Krimi og Spænding, vandt tredje bog i krimiserien om Anne-Maj Mortensen, "Nøglen til mord", som er skrevet af Anna Grue og indlæst af Githa Lehrmann.

Netop Githa Lehrmann blev belønnet med årets ærespris, Pharao-prisen, for sin 45 år lange karriere som indlæser.

I den anden ende af spektret blev skuespillerinden Sara Line Møller Olsen kåret som Årets Nye Talent. En pris, hun blev indstillet til på baggrund af sin indlæsning af bogen "Partycrasheren" af Sophie Kinsella.

Tv-vært og naturformidler Sebastian Klein nappede prisen for Årets Børnebog for "Verdens 100 mest truede dyr", som han også har indtalt.

"Jeg er her jo" blev tildelt en pris i kategorien Årets Biografi og Dokumentar.

I bogen fortæller Zandra Berthelsen i samarbejde med Pia Møller Søe for første gang sin side af den sag, der i medierne blev omtalt Tønder-sagen.

Sagen, hvor hendes far med morens vidende misbrugte datteren og lejede hende ud til andre mænd.

Der var også en pris til Benjamin Koppel, der med skuespillerinden Iben Hjejle som indlæser vandt i kategorien Roman for "Annas sang", og en pris til Pernille Juhl i kategorien Årets Romance for romanen "Sara & August".

I kategorien Oversat Fiktion var der en pris til Lucinda Rileys krimi "Mord på kostskolen", som skuespillerinden Tammi Øst har indlæst.

Det er lydbogsbrugerne, der har stemt på deres yndlingsbøger i de forskellige kategorier. På baggrund af stemmerne er tre bøger blevet nomineret i hver kategori, og efterfølgende har en fagjury bestemt, hvem der er blevet præmieret.

Ud over titlen og trofæet har hver vinder fået 10.000 kroner.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek