Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/07/2026 - 08:40

Danmark giver 85 millioner til mellemøstlig humanitær støtte

Danmark vil afhjælpe den humanitære krise i Gaza, på Vestbredden og i Libanon med en donation på 85 millioner.

Af: /ritzau/

1,4 millioner mennesker i de palæstinensiske selvstyreområder og i Libanon har ifølge FN brug for hjælp i forbindelse med den fortsatte konflikt mellem Israel, Hamas og Hizbollah.

Derfor vil Danmark på dagens møde i EU's Donorgruppe for Palæstina donere sammenlagt 85 millioner kroner, som skal gå til humanitær bistand i disse områder.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

60 millioner kroner skal gå til indsatser i Gaza og på Vestbredden, mens der afsættes 25 millioner kroner til det tilsvarende arbejde i Libanon.

- Millioner af mennesker mangler adgang til helt basale fornødenheder som mad, rent vand, sundhedsydelser og beskyttelse.

- Med den nye støtte bidrager Danmark til, at erfarne humanitære organisationer kan fortsætte deres livreddende arbejde under meget vanskelige forhold, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek