Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 14/06/2026 - 15:31

Iran: Ingen mening i at fortsætte forhandlinger efter Israel-angreb

Flere er ifølge Libanon blevet dræbt i et israelsk angreb. Imens har USA og Iran forsøgt at forhandle en aftale.

Kevin Lamarque/Reuters

Af: /ritzau/

Det giver ikke mening, at Iran fortsætter fredsforhandlingerne med USA, efter at Israel søndag har angrebet Beiruts sydlige forstæder.

Sådan lyder det søndag fra den iranske chefforhandler Mohammad Bagher Ghalibaf.

Meldingen kommer, efter at Libanons civilforsvarsagentur har meldt, at et israelsk angreb har dræbt mindst tre mennesker.

Imens har Israels militær meddelt, at det gik efter den Iran-allierede Hizbollah-milits.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Zionisternes aggression mod Dahieh (sydlig forstad i Beirut, red.) viste endnu en gang, at USA enten mangler viljen til at gennemføre sine forpligtelser eller mangler evnen til at gøre det, skriver Ghalibaf i et opslag på X.

- Hvis I ikke har viljen eller evnen til at opfylde jeres forpligtelser, så er der ingen mening i at tale om at fortsætte ad denne vej, tilføjer han.

Tidligere søndag sagde en unavngiven kilde til Reuters, at forhandlere fra Qatar var fløjet til den iranske hovedstad, Teheran, som del af bestræbelserne på at færdiggøre en aftale, der skal afslutte krigen mellem Iran og USA.

Iran og USA forhandler om et såkaldt aftalememorandum, som skal fastsætte en politisk ramme for at nå videre frem mod en mere detaljeret aftale.

Iran har endnu ikke truffet en endelig beslutning om rammeaftalen, og de politiske, juridiske og tekniske dele bliver fortsat gennemgået.

Det meldte nyhedsbureauet Fars, der citerede en unavngiven informeret kilde, ifølge Reuters.

USA's præsident, Donald Trump, skrev på sit sociale medie, Truth Social, lørdag, at det er planlagt, at en aftale med Iran skal underskrives søndag.

Meldingen fra Trump var umiddelbart i modstrid med en iransk udmelding, som var kommet tidligere på dagen.

Her lød det fra Irans udenrigsministerium, at en aftale ikke vil blive underskrevet denne weekend.

De amerikanske og israelske angreb på Iran 28. februar blev begyndelsen på en indtil videre tre en halv måned lang krig.

I forbindelse hermed er konflikten mellem Israel og Hizbollah.

Tusindvis er blevet dræbt, hovedsageligt i Iran og Libanon, og globale energipriser er steget markant.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek