Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Lyngby, 17/07/2026 - 09:02

Janni Ree tiltalt for at videregive eksmands testamente

Janni Ree risikerer en bødestraf i en sag om blandt andet deling af oplysninger fra eksmandens testamente.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tv-personligheden Janni Ree er blevet tiltalt i en straffesag og risikerer en bøde, hvis hun bliver dømt.

Hun er tiltalt for at have begået to strafbare forhold. Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Det ene forhold handler om at have kigget i beskeder på sin nu eksmands, Karsten Rees, telefon, hvor hun konkret skulle have gjort sig bekendt med nogle private beskeder.

Det andet forhold handler om, at hun skulle have delt oplysninger fra et udkast til eksmandens testamente og have sendt en lydfil fra en samtale mellem Janni Ree og hendes eksmands læge, hvor de talte om Karsten Rees lægelige forhold.

Hun skulle desuden have delt fotos af en privat korrespondance fra Karsten Rees telefon.

Delingen af oplysningerne fra udkastet til testamentet blev ifølge anklageskriftet delt med en tredjeperson mellem 31. juli 2023 og 1. august 2024.

I udkastet til testamentet stod der, at Janni Ree ville arve et tocifret millionbeløb fra Karsten Ree. Det har Ekstra Bladet tidligere berettet.

Da Janni Ree blev sigtet i sagen, bekræftede hun i en pressemeddelelse, at hun havde sendt to sider, der omhandlede hende selv, til en person, som hun på det tidspunkt anså som en fortrolig.

Erbil Kaya, der er advokat for Janni Ree, sagde sidste år, at hun nægter sig skyldig. Det gentager han fredag over for Ritzau.

Her fremhæver han, at han blev beskikket som forsvarer for Janni Ree, og det viser normalt, at anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf.

Men i anklageskriftet står der, at anklagemyndigheden går efter en bøde nu, hvilket Erbil Kaya kalder glædeligt.

- Selv om vi er uenige i, at der er tale om noget strafbart, så mener de nu, at det udelukkende er et bødeforhold, så alvoren i det er til at overse i forhold til tidligere, siger han til Ritzau.

Han har før oplyst, at Janni Ree sendte et billede af testamentet til en god veninde i tillid og fortrolighed.

Sagen skal behandles ved Retten i Lyngby om formiddagen den 4. februar 2027.

Janni Ree og Karsten Ree gik i august 2024 hver til sit efter ni år som ægtefolk.

Janni Ree blev et kendt ansigt i den danske befolkning, da hun i 11 år var frontfigur i reklamer for Danske Spil. Her lød sloganet "Der er så meget, kvinder ikke forstår".

Siden har hun deltaget i tv-programmet "Forsidefruer", og i begyndelsen af året var hun og Linse Kessler aktuelle i "Divaer - Stærkere sammen".

56-årige Ree har desuden udgivet en bog kaldet "Evig Diva" med undertitlen "Fra ungdommelig uskyld til kvindelig karisma". Den udkom sidste år, er på 175 sider og handler om kvindeliv.

I den fortæller mediepersonligheden om at gå fra at være en sent udviklet pige, der ofte følte sig udenfor, til at finde sin egen styrke og plads i verden som voksen.

Karsten Ree har tidligere hevet Janni Ree i retten i forbindelse med bogen, som han mente, brød med en fortrolighedsaftale, som hun havde underskrevet.

I oktober sidste år afviste landsretten i modsætning til byretten at udstede forbud mod passager i bogen. Dog slog retten fast, at der er en gyldig fortrolighedsaftale. Janni Ree kan dermed ikke tale frit om eksmanden.

Karsten Rees presseansvarlige, Sune Aagaard, oplyste efter dommen, at fortrolighedsaftalen betyder, at passager i bogen, som omhandler Karsten Ree, ikke må udgives, og at forlaget kan straffes for medvirken, hvis forlaget udgiver bogen igen med passagerne om Karsten Ree.

Janni Ree har indgået en aftale med forlaget om en serie på seks bøger, der skal fokusere på emner såsom kvindeliv, kærlighed, moderskab og selvværd. "Evig Diva" er den første, der er udgivet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek