Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Ussel, 12/07/2026 - 18:25

Mads Pedersen forsvarer taktik efter misset etapesejr

Lidl-Treks taktik rakte ikke til en sejr på Tourens 9. etape, men Mads Pedersen var tilfreds med udbyttet.

Loic Venance/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Mads Pedersen endte med at køre en meget lang spurt på omkring 500 meter, og det endte med at give den danske rytter fra Lidl-Trek en sjetteplads på 9. etape af Tour de France.

Håbet var at hente et udbrud på selve opløbsstrækningen, men det lykkedes akkurat ikke for manden i den grønne pointtrøje.

Han endte med at være blot seks sekunder fra Mathieu van der Poel, der vandt etapen, og derfor blev Mads Pedersen spurgt til holdets strategi på søndagens etape.

- Det havde været fedt at få lov til at køre om sejren. Det var et ekstremt stærkt udbrud. I sidste ende fik jeg nogle gode point med fra denne etape.

- De andre er kørt lidt bagud, og de har måske en smule at tænke over i forhold til, at de kan se, at jeg godt kan køre opad, siger Mads Pedersen til TV 2 Sport.

I udbruddet sad på et tidspunkt to ryttere fra Lidl-Trek. Og der gik et godt stykke tid, før Derek Gee og Quinn Simmons faldt ned til feltet med Mads Pedersen. De nåede også at arbejde sammen med de øvrige udbrydere.

Da duoen faldt ned i feltet, arbejdede de i stedet for at køre udbruddet med van der Poel ind.

Samtidig bad Mads Pedersen holdkammeraterne Mattias Skjelmose og Juan Ayuso om at holde sig i ro og ikke bruge kræfter på at hale udbruddet ind.

- Vi kunne godt have brændt Skjelmose og Ayuso af, men det er ikke det, vi er her for. Vi har to agendaer i det her cykelløb.

- Desuden tror jeg ikke, at Skjelmose kunne have gjort forskellen, siger Mads Pedersen til TV 2 Sport.

RITZAU

TjekDet - faktatjek