Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/05/2026 - 12:52

Bror til Fasar fra Den sorte svane indrømmer hvidvask af 68 millioner

Fængsel i tre år til en 52-årig mand, der blev anholdt i lufthavnen, da han var på vej til Dubai.

Fadel Senna/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En mand på 52 år har onsdag i et retsmøde tilstået, at han har hvidvasket mere end 68 millioner kroner.

Erkendelsen af den grove økonomiske kriminalitet er faldet i Retten i Glostrup.

Den dømte er Yasar Abrar Raja. Han er bror til rockeren Fasar Raja, som blev landskendt på grund af sin ufrivillige deltagelse i TV 2-dokumentaren "Den Sorte Svane".

Den 52-årige har modtaget dommen, som lyder på fængsel i tre år, oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

Han blev anholdt 21. november 2025 i Københavns Lufthavn, da han var på vej ud af landet. Han ville til Dubai.

I et retsmøde dagen efter oplyste Yasar Abrar Raja, at han har en "stærk erhvervsmæssig tilknytning til Dubai", fremgår det af retsbogen.

Dommeren varetægtsfængslede ham for at undgå, at han ville stikke af fra den kommende straffesag.

Afgørelsen drejer sig om blandt andet om fremstilling af falske fakturaer. De skulle bruges til at dække over sorte penge. Desuden stod han for at veksle kryptovaluta og kontanter, oplyser NSK.

Ved dommen er der konfiskeret 400.000 kroner, som Raja tjente.

De falske fakturaer blev lavet i regi af selskaber tilmeldt adresser i Køge, Glostrup og Herning. Millionerne blev videreført fra konti i Danmark til blandt andet litauiske banker.

Tilståelsen har betalt sig. Den dømte har fået en reduktion i straffen på seks måneders fængsel, oplyser senioranklager Hans Bohn Sørensen om rettens afgørelse.

- Det er en mærkbar rabat, siger han. Retsvæsenet er blevet sparet for en proces over adskillige retsdage.

Onsdagens afgørelse er faldet i et større sagskompleks med en række implicerede.

Tidligere har to andre også tilstået, og begge er ligeledes blevet straffet med fængsel i tre år. En fjerde sag om en mulig tilståelse ventes snart at blive afgjort.

Den dømtes bror, rockeren Fasar Raja, optrådte som nævnt i "Den Sorte Svane", som fik premiere i maj 2024.

Han sigtes af politiet for blandt andet grov skatte- og momssvindel og for trusler mod flere personer. Fasar Raja har blandt andet været involveret i byggebranchen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek