København, 05/08/2024 - 09:00
Beregn dit energimærke og spar penge på sigt
At kende din boligs energimærke kan spare dig for mange penge, fortæller energikonsulent. Det er lovpligtigt, hvis du vil sælge eller udleje din bolig.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: Af Tenna Linnet, Ritzau Fokus
Hver tredje husejer aner ikke, om deres bolig har et energimærke.
Det viser en undersøgelse, som analysevirksomheden Exometric har lavet på vegne af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige.
Men det kan være en god idé at få udregnet energimærket på dit hus, for der kan være penge at spare, fortæller Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi.
- Det giver dig et overblik over det forventede energiforbrug, som du skal bruge til at varme huset op. Det giver også et overblik over, hvor meget CO2 boligen udleder.
- På den måde ved du, hvad du skal prioritere at lave om, næste gang du renoverer, siger han.
Det er et lovkrav, at dit hus har et energimærke, hvis du vil sælge det eller udleje det i mere end fire uger, fortæller skadedirektør i Gjensidige Lene Rasmussen.
- Det er typisk i forbindelse med salg af en ejendom, at boligejere får udført en beregning af energimærket. Men det kan være rigtig fornuftigt at gøre, hvis du har forholdsvis høje udgifter, fordi det gennemgår dit hus for alt det, der kan energioptimeres.
Det er også billigere i det lange løb at renovere løbende. Det er i forsikringsselskabernes interesse at skabe opmærksomhed omkring løbende renovation.
- Forbedring af ejendomme vil også hjælpe til at forebygge skader. Det gavner boligejerne på alle måder, siger skadedirektøren.
Hvis du ikke kender din boligs energimærke, er første skridt at få en ekspert til at udregne energimærket, fortæller Bo Halm Andersen.
- Det kan være med til at give et overblik, lyder det fra energikonsulenten.
- Det fungerer på den måde, at en energikonsulent kommer ud og måler dit hus op. I rapporten vil det få et bogstav, og der vil være forslag til forskellige forbedringer.
Det kan for eksempel være utætte vinduer, en udskiftning af dit varmeapparat eller noget helt tredje.
- Især vinduerne plejer at være en stor synder, når det kommer til varmeregningen. Hvis de er utætte, svarer det til, at man åbner vinduet, og varmen suser ud af huset.
- Men hvis du har et ældre oliefyr, kan det også virkelig rykke noget at gå over til en varmepumpe eller fjernvarme. Det forbedrer husets energimærke, siger Bo Halm Andersen.
Det behøver dog ikke nødvendigvis at være kæmpestore investeringer, påpeger han.
Hvis du har utætte vinduer, kan det være, at tætningslisterne omkring vinduet er hårde og ufleksible. Så kan du nøjes med at udskifte dem i stedet for hele vinduet.
- Og når VVS'eren er på besøg, kan det være en god idé at bede ham om at indstille dit varmeanlæg. Et varmeanlæg, der er indstillet forkert, kan bruge en masse unødig energi.
- Din cirkulationspumpe - som sørger for, at varmen kommer rundt i radiatorerne - kan også være for gammel. Hvis den er af ældre dato, kan du udskifte den til en nyere. Så der er mange ting, du kan gøre, som ikke koster alverdens penge, siger Bo Halm Andersen.
/ritzau fokus/




