Washington D.C., 13/06/2026 - 01:57
Dommer blokerer på ubestemt tid for omstridt Trump-fond
Justitsminister har ikke under ed erklæret plan om stor fond droppet. Dommer blokerer derfor fortsat for den.
Kent Nishimura/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En dommer i USA er fredag kommet med en kendelse, som på ubestemt tid blokerer for oprettelsen af en omstridt milliardfond, der er støttet af præsident Donald Trump.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, efter at distriktsdommer Leonie Brinkema i Virginia har taget stilling til sagen.
Det sker, efter at hun også i sidste uge indførte et forbud mod fonden. Det forbud var midlertidigt og gjaldt frem til fredag.
Der er tale om en skattefinansieret fond på 1,8 milliarder dollar - cirka 11,6 milliarder kroner.
Den har mødt kritik fra demokrater, juridiske eksperter og nogle af Trumps republikanske partifæller.
Trumps administration har sagt, at fondens formål ville være at kompensere folk, som har lidt under myndighedsmisbrug og retslig chikane. Ifølge AFP henvises der mere specifikt til Trump-støtter, som præsidenten mener er blevet udsat for politisk motiveret forfølgelse.
Kritikere har sagt, at fonden mangler juridisk grundlag, og at den vil kunne blive brugt til at belønne personer, som er dømt for lovovertrædelser i forbindelse med stormen på Kongressen den 6. januar 2021.
Dommer Leonie Brinkema har med sin kendelse givet Trump-administrationen en uge til at afgive erklæring under ed om, at fonden ikke vil blive ført ud i livet.
Det drejer sig om USA's fungerende justitsminister, Todd Blanche, og finansminister Scott Bessent.
Ifølge Reuters antydede hun samtidig, at hun muligvis vil tage sin kendelse op til overvejelse igen, hvis de underskriver en sådan erklæring.
I sidste uge sagde justitsminister Blanche, at administrationen ikke vil gå videre med oprettelsen af fonden. Han afviste dog at skrive under på en erklæring om det.
Samtidig har Trump flere gange udtrykt sin fortsatte støtte til idéen om fonden, hvilket har rejst spørgsmål om, hvorvidt administrationen reelt har opgivet planerne.
Det er årsagen til, at dommeren fortsætter blokeringen.
Sagen er anlagt af en gruppe personer og organisationer.
De hævder at være blevet udsat for politisk forfølgelse fra Trump-administrationen - og vil ikke være omfattet af fondens kompensationsordning.
Ifølge Leonie Brinkema er det problematisk, at administrationen forsøger at oprette en pulje af skatteyderes penge til "en ekstremt lille gruppe mennesker", som mange amerikanere mener har udvist en "uacceptabel" adfærd.
/ritzau/




