København, 29/07/2026 - 12:12
Den franske dj Kavinsky er død i en alder af 50 år
Musikeren Kavinsky er blandt andet kendt for at stå bag nummeret "Nightcall" fra 2010.
Thibaud Moritz/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den franske dj og elektromusiker Kavinsky er død i en alder af 50 år.
Det skriver Reuters, der henviser til tv-stationen BFM TV og den franske avis Le Figaro.
Den franske musiker med det borgerlige navn Vincent Belorgey blev fundet død i sit hjem i Paris tirsdag aften.
Kavinsky står blandt andet bag nummeret "Nightcall" fra 2010, som blev brugt på soundtracket til Nicolas Winding Refns film "Drive" fra 2011.
Derudover optrådte han ved afslutningsceremonien under OL i Paris i 2024 sammen med den belgiske sangerinde Angèle og bandet Phoenix.
Det er endnu uklart, hvad der har forårsaget musikerens død. Derfor undersøges dødsfaldet nærmere ifølge anklagemyndigheden i Paris.
- Der er indledt en efterforskning for at fastslå dødsårsagen, da de første indsatsstyrker ikke fandt nogen mistænkelige omstændigheder på stedet, oplyser anklagemyndigheden ifølge avisen Le Figaro.
Kavinsky har også spillet i Danmark, da han tilbage i 2014 optrådte på Roskilde Festival.
På musikstreamingtjenesten Spotify har Kavinsky over en million følgere og omkring 4,2 millioner månedlige lyttere.
Hans mest lyttede sang på Spotify er hittet "Nightcall", der på nuværende tidspunkt er lyttet til over en halv milliard gange.
Kavinsky begyndte sin karriere som skuespiller, inden han kastede sig over musikken.
Ifølge Spotify opstod hans interesse for elektronisk musik, da han fik en brugt Apple-computer af den franske musiker Quentin Dupieux, bedre kendt under kunstnernavnet Mr. Oizo.
Det blev startskuddet til, at Kavinsky begyndte at producere sin egen musik.
RITZAU




