København, 06/07/2025 - 22:45
Aldrende Kevin Durant skifter til Houston Rockets
Kevin Durant skifter fra Phoenix Suns til Houston Rockets som et led i en større byttehandel.
Bruce Kluckhohn/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et opsigtsvækkende skifte i NBA er søndag aften dansk tid blevet en kendsgerning.
Således skifter den 36-årige superstjerne Kevin Durant fra Phoenix Suns til Houston Rockets.
Det oplyser Houston Rockets på det sociale medie X.
Allerede for flere uger siden erfarede sportsmediet ESPN, at skiftet var undervejs, og nu er det altså officielt.
Det sker som en del af en større byttehandel, der omfatter syv klubber, lyder det.
- Kevin har stor indflydelse på spillet i begge ender af banen og er en af de mest effektive i basketballhistorien, lyder det fra Houston Rockets' general manager, Rafael Stone.
- Vi havde en god udvikling med vores hold i den forgangne sæson, og vi tror, at Kevins færdigheder vil passe godt ind.
Durants ophold i Phoenix Suns er aldrig blevet en succes, og det er efterhånden nogle år siden, at Durant var blandt de mest dominerende i NBA.
Durant indledte sin NBA-karriere i 2007 og var i mange år en af de bedste skytter i ligaen. I 2014 blev han kåret til sæsonens mest værdifulde spiller, MVP, og derudover er han seks gange valgt til årets hold i ligaen.
Han startede karrieren hos det daværende Seattle Supersonics, der siden blev til Oklahoma City Thunder.
Fra 2016 til 2019 var han en stor stjerne hos suveræne Golden State Warriors, der både i 2017 og 2018 blev NBA-mester. I begge tilfælde blev Durant kåret som finalens mest værdifulde spiller.
Han spillede siden fire sæsoner i Brooklyn Nets på et sammensat hold, der aldrig blev forløst, inden Durant i 2023 drog videre til Phoenix, men det ophold har altså lidt samme skæbne.
/ritzau/