Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 29/05/2026 - 15:17

Ungarns nye leder kræver garantier før EU-ja til Ukraine

Ukraine kan måske få godt nyt om forhandlingerne om EU-medlemskab på juni-topmøde. Men Ungarn stiller krav.

Omar Havana/Reuters

Af: /ritzau/

Ukraine kan måske være på vej til at få åbnet det første område i forhandlingerne om EU-medlemskab.

Det er i hvert fald håbet i Bruxelles, efter at Viktor Orbán i april tabte valget i Ungarn.

Men et ungarsk ja til Ukraine vil formentlig kræve, at landet indgår en aftale med Ungarns nye premierminister, Péter Magyar, om at sikre det ungarske mindretal i Ukraines rettigheder.

På et pressemøde fredag i Bruxelles, sagde Magyar:

- Det ungarske mindretal i Ukraine er på 100.000 personer. De skal have lov til at bruge deres sprog i skolerne og i kommunikationen med offentlige myndigheder i Ukraine, siger Péter Magyar.

Han fastslår, at den nye ungarske regering nu forhandler med den ukrainske regering om spørgsmålet.

- Vi kræver garantier for mindretallets rettigheder, siger Péter Magyar.

Han gør det til gengæld klart, at han er klar til at møde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, når en aftale om det ungarske mindretal i Ukraine er på plads.

I Bruxelles er der håb om, at de årelange spændinger mellem Ungarn og Ukraine dermed kan ende med forbrødring på EU-topmødet den 18. og 19. juni i Bruxelles.

Her kan en aftale mellem Ungarn og Ukraine om mindretallet måske åbne for, at Ungarn til gengæld godkender åbningen af det første område i forhandlingerne om EU-medlemskab til Ukraine.

Sker det, vil forholdet mellem Ungarn og Ukraine være normaliseret, efter Péter Magyar oven på valgsejren allerede har givet grønt lys til det vigtige EU-lån på 90 milliarder euro til Ukraine og den 20. sanktionspakke mod Rusland.

Begge dele var tidligere blokeret af Viktor Orbán.

Udmeldingen om Ukraine kommer i forbindelse med, at Magyar fredag indgik en vigtig aftale med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om at gennemføre reformer mod til gengæld at få frigivet 16,4 milliarder euro i indefrosne EU-midler.

EU-midlerne har været indefrosset af EU-Kommissionen med henvisning til problemer med korruption og overholdelsen af retsstatsprincipper i Ungarn.

Derfor var Ukraine ikke del af fredagens forhandling, siger både Péter Magyar og Ursula von der Leyen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek