Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

San Francisco, 21/09/2025 - 07:18

Rune taber til argentiner i holdturnering for Europa

Europa er kommet bagud i en holdturnering, hvor kontinentet spiller mod resten af verden.

David Gonzales/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Holger Rune tabte natten til søndag dansk tid 3-6, 6-7 til argentineren Francisco Cerúndolo i turneringen Laver Cup, der spilles i San Francisco.

Rune er en del af det europæiske mandskab i turneringen, hvor Europa dyster mod resten af verden.

Oven på Runes nederlag kom Europa bagud med 3-5 til resten af verden. Det kræver 13 point at vinde turneringen.

Rune og Cerúndolo fulgtes ad i en stor del af første sæt. Men argentineren, der ligger nummer 21 i verden, brød Rune til 4-2, og herefter skulle argentineren blot holde serv resten af sættet, som danskeren tabte 3-6.

Rune kom dårligt fra start i andet sæt, hvor Cerúndolo brød hans serv i første parti, hvor danskeren ikke fik et eneste point.

Men en lignende situation udspillede sig med modsat fortegn i det efterfølgende parti, hvor Rune brød Cerúndolos serv.

Derfra fandt begge spillere stabiliteten i egen serv, og derfor skulle der en tiebreak til.

Her tabte Rune hurtigt to point i egen serv, men danskeren kom tilbage på omgangshøjde. Til sidst gik den dog ikke længere. Rune tabte endnu et point i egen serv, og denne gang udnyttede argentineren efterfølgende en matchbold.

Stillingen var dermed 2-2 inden et længere parti mellem de to duellanter, hvor danskeren endte med at holde sin serv. Det samme skete i partiet efter, hvor den 11.-seedede Rune var lige ved at bryde argentineren.

Franske Yannick Noah står i spidsen for Europas hold, hvor også verdensetteren Carlos Alcaraz og tyske Alexander Zverev, der er nummer tre i verden er med.

Holdet med "resten af verden" styres af amerikaneren André Agassi, der har blandt andre har udtaget tre landsmænd i skikkelse af Taylor Fritz, Tommy Paul og Ben Shelton.

Turneringen afvikles fra 19. til 21. september.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek