Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/01/2026 - 15:37

Tidligere forsvarschef kalder Trump-udtalelser for respektløse

Bartels mener, at Trumps udtalelser om Nato-soldaters indsats i Afghanistan er respektløse og fornærmende.

Af: /ritzau/

Knud Bartels, der var dansk forsvarschef fra 2009 til 2011, kalder Donald Trumps udtalelser om Nato-soldater i Afghanistan for respektløse og fornærmende.

Det gør han i et åbent brev til den amerikanske ambassadør i Danmark, Kenneth Howery.

- De danske soldater - uanset rang - deltog ikke blot i yderst farlige operationer, men led også betydelige tab, hvad enten der var tale om soldater, der blev dræbt i kamp, eller som vendte tilbage til Danmark fysisk eller psykisk sårede, skriver han i brevet.

Han opfordrer ambassadøren til, at de amerikanske myndigheder undskylder over for soldaterne, der har kæmpet, og over for de pårørende, der har mistet personer i indsatsen.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, udtalte i denne uge i Davos, at Nato-tropperne holdt sig lidt tilbage fra frontlinjerne under indsatsen i Afghanistan.

Knud Bartels mener, at en offentlig udtalelse fra amerikansk side kan lindre den "utilgivelige smerte og sorg, som Trumps udtalelser har forårsaget".

Under indsatsen i Afghanistan mistede 44 danske soldater livet, hvoraf 37 personer mistede livet som følge af direkte kamphandlinger, syv som følge af sygdom, ulykker og andre årsager.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek