London, 22/06/2026 - 18:25
Holmgren kan nå nyt Wimbledon-eventyr trods mange fejl
August Holmgren spillede en noget ujævn kamp i Wimbledon-kvalifikationen, men kom videre med hiv og sving.
Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske tennisspiller August Holmgren er ét skridt nærmere et nyt eventyr i Wimbledon.
I sidste års turnering nåede han sensationelt tredje runde i hovedturneringen efter at have været igennem kvalifikationen, og mandag indledte han så 2026-udgaven ved at vinde i første runde af kvalifikationsturneringen.
Holmgren, der er nummer 141 på verdensranglisten, slog nummer 210, briten Liam Broady, med cifrene 7-6, 4-6, 7-5 efter at have slået sig fri af en del problemer undervejs.
Serven var et kæmpe våben for Holmgren i sidste års Wimbledon, men mandag kørte serven ikke fra start.
Alene i de første to partier lavede danskeren seks dobbeltfejl, men trods tre breakbolde imod sig holdt han serv til 2-2.
Han endte kampen med 16 esser og 18 dobbeltfejl.
Holmgren havde en breakbold ved stillingen 3-3 og en chance imod sig ved 5-6, men det endte i en tiebreak.
Her lynede danskerens baghånd fra første bold og gav afsæt til en føring på 3-0. Broady kæmpede sig på 5-5, men Holmgren lukkede sættet med 8-6 i tiebreaken.
I andet sæt fik Broady overtaget, da han med kampens første servegennembrud bragte sig på 3-2, og derfra kørte han sættet sikkert i hus med 6-4.
Holmgren flirtede flere gange undervejs i tredje sæt med et break imod sig, men hver gang reddede han stormen af.
Værst så det ud ved 4-4, hvor den 28-årige dansker kom bagud med 0-40 i egen serv. Et exit lurede lige om hjørnet, men Holmgren fandt endelig de store server frem og kom atter fri af problemerne.
Efter kun at have spillet sig til en enkelt breakbold i hele kampen stod Holmgren pludselig med 40-0 i britens serv ved 6-5 i afgørende sæt.
Og her slog han til. En smuk baghånd blev hamret ned langs linjen, og så kunne Holmgren ånde lettet op og drømme videre om endnu et fantastisk Wimbledon-resultat.
I anden runde af kvalifikationsturneringen venter schweizeren Jerome Kym, der er nummer 197 på verdensranglisten.
Det kræver i alt tre sejre at spille sig i hovedturneringen, der begynder på mandag.
/ritzau/




