Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Snedsted, 23/06/2026 - 20:38

Politi og beredskab kæmper for at redde fisk for millioner

Syv køretøjer og 15 mand fra beredskabet har tirsdag arbejdet på at slukke en brand ved et fiskeopdræt.

Af: /ritzau/

Fisk for millioner af kroner er tirsdag aften i fare, efter at der er udbrudt brand ved et fiskeopdræt, der ligger mellem Hurup og Vilsund i Nordjylland.

Det skriver TV Midtvest.

- Det har noget med ilten at gøre. Hvis strømmen går, kan fiskene dø. Og der er tale om nogle dyre fisk, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Viggo Poulsen til mediet.

Han skønner umiddelbart, at der kan være tale om tab for millioner af kroner, hvis det går så galt.

Beredskabet har været talstærkt til stede med syv køretøjer og 15 mand og kæmpet med at inddæmme branden, der opstod i tagkonstruktionen, skriver mediet.

Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået, oplyser politiets vagtchef.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek