København, 04/02/2026 - 16:49
Svindelmistænkt 21-årig varetægtsfængslet i fire uger
Sælgerne af en brugt bil og en telefon modtog aldrig sine penge. En ung mand er nu sigtet for bedrageri.
Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 21-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg onsdag.
Han er sigtet for at bedrage for mere end 180.000 kroner.
Det oplyser fungerende politikommissær ved Københavns Politi Morten Vinther Hansen.
Manden blev anholdt på en adresse i Nordsjælland tirsdag.
Den 21-årige har ifølge politiet haft ønsket om at købe blandt andet en brugt bil, en telefon og hotelovernatninger.
Ved handlerne fremviste han et screenshot af den overførte betaling, men sælgerne modtog aldrig pengene. Der er ifølge Morten Vinther Hansen tale om bankoverførsler.
Det er Københavns Politis forventning, at værdien af bedrageriet endnu ikke er retvisende.
- Vi har en forventning om, at den samlede værdi kommer til at stige markant, når vi får samlet sagerne, siger Morten Vinther Hansen.
Den unge mand har ifølge den fungerende politikommissær flere verserende sagskomplekser.
/ritzau/




