København, 12/12/2025 - 11:42
Vidensdeling i fremtidens huslejenævn skal sikre kortere ventetid
En ny aftale om huslejenævn skal nedbringe sagsbehandlingstid på lejetvister.
Af: /ritzau/
Ventetiden på afgørelser i tvister mellem lejere og udlejere skal nedbringes i fremtidens huslejenævn.
Det skal blandt andet ske gennem vidensdeling på tværs af nævnene i landets kommuner.
Det er en af intentionerne bag en ny aftale om fremtidens huslejenævn, som regeringen har indgået med Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance og De Konservative.
Aftalen dækker over en række initiativer, som skal forbedre huslejenævnenes organisationer, skriver Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Der er huslejenævn i alle landets kommuner. Nævnet afgør de tvister mellem boliglejere og deres udlejer, som kan opstå i privat boligbyggeri, efter reglerne i lejelovgivningen.
For at undgå videnstab skal huslejenævnene fremover automatisk orienteres, når afgørelser bliver indbragt for domstolene og om, hvordan sagerne ender, også i ankesager.
Hos udlejernes brancheorganisation, EjendomDanmark, har man tidligere efterspurgt bedre vidensdeling på tværs af landets nævn, så praksis kan ensrettes, og afgørelser kan træffes både lettere og hurtigere.
Sagsbehandlingstiden i flere nævn i kommunerne har nemlig været kritisabel ifølge EjendomDanmark og Lejernes Landsorganisation (LLO).
Sidste år var der en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på over 100 dage i 32 af 80 opgjorte kommunernes huslejenævn, viste tal, som LLO havde trukket fra Social- og Boligstyrelsen.
14 kommuner havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på over fem måneder, hvoraf fire kommuner havde en ventetid på tæt på et år eller mere.
/ritzau/




