New York City, 14/12/2025 - 00:32
Flere personer skudt på universitet i USA - to meldes dræbt
En eller flere mistænkte gerningsmænd er fortsat på fri fod, lyder det. Flere ofre kørt på hospitalet.
Mark Stockwell/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Flere personer er blevet ramt af skud på et universitet i den amerikanske delstat Rhode Island.
Det oplyser det lokale politi på det sociale medie X.
Mindst to personer har mistet livet, oplyser en anonym politikilde til nyhedsbureauet AP. Adskillige andre er blevet såret.
Hverken politiet eller universitetet oplyser flere detaljer om ofrenes tilstand eller omstændighederne omkring skyderiet, der fandt sted på Brown University midt i eksamensperioden.
- Det er med stor beklagelse, at vi har fået bekræftet meldinger om flere skudofre, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse om deres tilstand. De er blevet bragt til lokale hospitaler, skriver Brown University på hjemmesiden.
Der var tidligere lørdag eftermiddag lokal tid meldinger om en bevæbnet person på universitetsområdet. Ifølge universitetet blev der slået alarm klokken 16.22 lokal tid.
Først var meldingen, at en mistænkt gerningsmand var i politiets varetægt, men senere lød det, at én eller flere formodede gerningsmænd fortsat var på fri fod, skriver nyhedsbureauet AP.
Folk bliver opfordret til at blive, hvor de er, eller søge i sikkerhed, hvis det er muligt.
Universitetet skriver på deres hjemmeside, at studerende skal låse døre, sætte telefoner på lydløs og holde sig skjult.
Politi, akutlæger og redningspersonale er på stedet, skriver AFP.
Universitetet ligger syd for Boston og har omkring 11.000 studerende.
Lørdag er anden dag af eksamenerne på universitetet i efterårssemesteret, skriver AP. Universitetet skriver, at der var planlagt eksamener mellem klokken 14.00 og 17.00 lokal tid.
Brown University er en del af Ivy League, som er en gruppe af prestigefyldte universiteter i det nordøstlige USA.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver på sit sociale medie Truth Social, at han er blevet orienteret om skyderiet på universitetet. Han skriver også, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, er til stede ved gerningsstedet.
/ritzau/




