Los Angeles, 31/03/2026 - 09:22
Sagen om Jeffrey Epstein skal filmatiseres med oscarvinder i front
Laura Dern får hovedrollen i ny serie om Epstein-sagen baseret på journalists afslørende undersøgelser.
Mario Anzuoni/Reuters
Af: /ritzau/
Efterforskningen af den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein skal filmatiseres med den oscarvindende skuespiller Laura Dern på rollelisten.
Det skriver flere internationale medier, herunder Variety og The Guardian.
Ifølge medierne skal filmatiseringen udmønte sig i en miniserie baseret på bogen "Perversion of Justice: The Jeffrey Epstein Story" af den undersøgende amerikanske journalist Julie K. Brown.
Ifølge Variety står produktionsselskabet Sony Pictures Television bag serien, som beskrives således:
- Med afsæt i Browns erfaring som banebrydende reporter for Miami Herald følger bogen og serien hendes utrættelige, årelange efterforskning, der identificerede 80 ofre, overtalte nøglepersoner til at stå frem og førte til anholdelserne af Epstein og Ghislaine Maxwell.
Jeffrey Epstein og hans partner, Ghislaine Maxwell, organiserede fester og andre arrangementer for eliten i 00'erne.
Den amerikanske finansmand blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger og afsonede 13 måneders fængsel.
I juli 2019 blev han anklaget for smugling, menneskehandel og misbrug af mindreårige. Epstein nåede ikke at komme for en dommer i den sag, da han blev fundet død i sin celle måneden efter.
Ghislaine Maxwell afsoner en dom på 20 års fængsel, som hun fik i 2022 for sin rolle med at rekruttere mindreårige piger for Epstein.
Ud over at medvirke i den kommende serie om efterforskningen af Epstein i rollen som journalisten Julie K. Brown skal Laura Dern også være med til at producere den, lyder det.
Den 59-årige skuespiller fik sit store gennembrud i Jurassic Park-filmene i 90'erne. Hun begyndte allerede karrieren som barneskuespiller. Selv er hun datter af skuespillerne Bruce Dern og Diane Ladd.
De senere år har Laura Dern især udmærket sig i HBO-serien "Big Little Lies". Hun modtog i 2020 en Oscar for sin birolle i skilsmissedramaet "Marriage Story".
Hun var også nomineret til den gyldne statuette i 2015 og tilbage i 1992 for henholdsvis birollen i "Wild" og hovedrollen i "Den vilde rose".
Det oplyses ikke, hvornår serien får premiere - eller hvem der skal spille rollen som Jeffrey Epstein.
/ritzau/




