København, 06/06/2025 - 11:14
Mestrene fra FCK åbner næste sæson i Viborg
Viborg FF skal i den første kamp i Superligaen i næste sæson møde FC København på hjemmebane.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det varer ikke længe, før Superligaen er i gang igen.
Programmet for næste sæson er kommet, og mestrene fra FC København indleder med en udekamp mod Viborg FF fredag 18. juli.
FCK har ikke gode minder fra den seneste kamp på udebane mod Viborg. Tilbage i marts var FCK foran 2-0 ved pausen for derefter at smide føringen og tabe 2-3 til det jyske mandskab.
I første spillerunde skal oprykkerne fra Fredericia desuden hjemme møde FC Nordsjælland søndag 20. juli.
OB, der er den anden oprykker, gæster samme søndag sølvvinderne fra FC Midtjylland.
De øvrige kampe i første spillerunde er Vejle-Randers FC, Sønderjyske-AGF og Brøndby-Silkeborg.
Det er kun de første syv spillerunder i den kommende sæson, der er på plads med kamptidspunkter.
I syvende spillerunde skal bronzevinderne fra Brøndby på hjemmebane møde FC Midtjylland 31. august.
I den efterfølgende spillerunde venter det første københavnerderby mellem Brøndby og FCK. Det spilles på Brøndby Stadion på et endnu ikke fastlagt tidspunkt.
I Superligaens grundspil skal der i alt afvikles 22 spillerunder.
/ritzau/