Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 26/05/2026 - 01:29

USA's militær udfører angreb i det sydlige Iran

USA melder natten til tirsdag dansk tid, at landets militær har udført angreb i selvforsvar i Iran.

Af: /ritzau/

Amerikanske styrker har udført angreb i det sydlige Iran mod blandt andet skibe, som forsøgte at udlægge miner og raketramper.

Det melder USA's militærs centralkommando, Centcom, ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til tirsdag dansk tid i en udtalelse.

- USA's Centralkommando fortsætter med at forsvare vores styrker, samtidig med at vi udviser tilbageholdenhed under den igangværende våbenhvile, lyder det fra Tim Hawkins, der er talsmand for Centcom.

Angrebene omtales som defensive, og det lyder i udtalelsen, at de var designet til "at beskytte vores soldater mod trusler fra iranske styrker".

Israel og USA angreb Iran den 28. februar i det, der skulle blive til flere ugers intensive angreb.

USA og Iran indgik en midlertidig våbenhvile i begyndelsen af april.

Det skabte forhåbninger om en snarlig aftale, da USA's præsident, Donald Trump, lørdag sagde, at en diplomatisk rammeaftale - et aftalememorandum - stort set var forhandlet på plads.

Samme melding lød fra Esmail Baghaei, der er talsmand for Irans udenrigsministerium, til The New York Times.

Men mandag lød det fra Irans udenrigsministerium, at en egentlig aftale ikke var lige på trapperne.

Irans topforhandler, Mohammad Bagher Ghalibaf, ankom mandag til Qatar som led i en diplomatisk proces med USA, skrev iranske statsmedier ifølge AFP.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek