Bissau, 27/11/2025 - 13:18
Guinea-Bissaus militær udnævner general som landets nye præsident
En gruppe militærofficerer tog onsdag magten i Guinea-Bissau, få dage efter at der havde været valg i landet.
Patrick Meinhardt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Militæret i det vestafrikanske land Guinea-Bissau har torsdag udnævnt generalen Horta N'Tam som midlertidig præsident.
Det meddeler generalen selv ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg er netop blevet taget i ed til at lede Den Høje Kommando, siger han efter en ceremoni i militærets hovedkvarter.
En gruppe officerer - under navnet Den Høje Militære Kommando for Genskabelsen af Orden - sagde onsdag, at de havde overtaget magten i landet.
Generalen skal være præsident i et år, lyder det torsdag.
Hans udnævnelse sker, dagen efter at militæret afsatte præsident Umaro Sissoco Embaló og anholdt ham.
Nogle få dage forinden var der blevet afholdt den første runde af landets præsidentvalg.
Efter planen skulle valgresultatet offentliggøres torsdag.
Officererne sagde onsdag, at de havde besluttet at tage magten, fordi der - ifølge dem - har været forsøg på valgfusk.
Desuden hævdede de, at politikere i landet i samarbejde med narkobaroner havde udarbejdet en plan om at destabilisere Guinea-Bissau.
I forbindelse med magtovertagelsen blev alle grænser lukket, men torsdag meddeler militæret, at de er åbne igen.
Det lille vestafrikanske land, som grænser op til Senegal og Guinea, har ofte været præget af uro.
Der foregår udbredt smugling af stoffer, og der har igennem de seneste årtier været flere militærkup.
/ritzau/




