Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/01/2024 - 12:46

Ansatte i statslig forskningsinstitution følte sig mobbet af direktør

Flere ansatte i den statslige institution Diis har oplevet at blive ydmyget af direktør, viser rapport.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere ansatte i Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) har oplevet at blive mobbet, ydmyget, hånet, ignoreret eller udelukket fra det sociale eller faglige fællesskab - særligt af den fratrådte direktør Kristian Fischer.

Det skriver Berlingske lørdag.

Avisen har fået indsigt i en lang række interne dokumenter fra Diis og Arbejdstilsynet og talt med nuværende og tidligere ansatte hos Diis.

Diis er en statslig forskningsinstitution, der udarbejder redegørelser og udredninger for Folketinget og regeringen inden for udenrigspolitik.

Kristian Fischer var administrerende direktør fra 2016 til juni sidste år.

Særligt en rapport fra september 2022 viser beretningerne om chikane, en nedværdigende tone og et psykisk hårdt arbejdsmiljø, som gav "ondt i maven".

Flere ansatte berettede om, at det "psykiske arbejdsmiljø er meget præget af" direktørens samt en anden leders adfærd", skriver Arbejdstilsynet i en afgørelse fra september 2022.

Arbejdstilsynet skrev om direktørens adfærd, at nogen fik "voksenskældud", blev "ignoreret fagligt og personligt, ydmyget og talt hårdt til".

Kristian Fischer blev forelagt kritikken af Arbejdstilsynet. Han havde "svært ved at forstå" kritikken. "Ingen ledere er perfekte", sagde han ifølge afgørelsen.

Til slut lyder det, at ledelsen "tager de ansattes oplysninger til efterretning, men beretter også om en primadonnakultur, hvor man godt kan være lidt mere sart, end hvad rimeligt er".

Samtidig meddelte Kristian Fischer, at han i løbet af 2023 ville fratræde sin stilling som direktør på Diis.

Arbejdstilsynet påbød instituttet at hyre en autoriseret rådgivningsvirksomhed til at afdække problemerne i virksomheden. Det blev Mindwork, som havde undersøgelsen klar i februar 2023.

Mindwork spurgte de i alt 108 ansatte til krænkelser og mobning inden for det seneste år.

37 ansatte - over en tredjedel - svarede, at de havde oplevet omgangstonen som nedværdigende. 23 havde oplevet at blive ydmyget eller hånet.

Arbejdstilsynet konkluderede endeligt, at arbejdet hos Diis "udsætter ansatte for en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko".

Berlingske har spurgt tidligere bestyrelsesformand og nuværende konstitueret direktør i Diis Henrik Halkier, om kritikken var årsag til Kristian Fischers afsked med Diis.

- Jeg tror, at begge parter vurderede, at det i den aktuelle situation var det rigtigste at gøre, siger han til avisen.

Kristian Fischer er også blevet forelagt kritikken.

Han mener selv, at "jeg kan være min indsats på Diis bekendt".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek